Rigtig mange fejrer det. Andre mener, at det både er forkasteligt og antisemitisk.
At der er blevet udstedt en arrestordre på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er, ikke overraskende, en beslutning, der deler vandene. Men én ting er sikkert:
»Det er et kæmpe problem for Israel, hvis de ikke kan rejse i 120 lande,« siger B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino, der tilføjer, at man bestemt ikke ser let på beslutningen i Israel:
»De fleste politikere fra højre til venstre er enige om, at det er en historisk amoralsk beslutning, som bunder ud i antisemitisme.«
Det var torsdag eftermiddag, at ICC (Den Internationale Domstol, red.) krævede både Benjamin Netanyahu, den forhenværende israelske forsvarsminister Yoav Gallant, samt Hamas-lederen Mohammed Deif anholdt for mistanke om krigsforbrydelser.
Krigsforbrydelser, der skulle være sket siden 7. oktober 2023, hvor Hamas indledte et terrorangreb mod Israel, der siden har svaret hårdt igen – med titusindvis af civile tab i Gaza som følge.
»Der er masser af folk, der jubler over det her. Specielt i de arabiske lande, men også i vestlige lande. Der er mange, der vil synes, at arrestordren er på sin plads for de civile lidelser, der har været det seneste år,« siger Jotam Confino, der tilføjer:
»Hamas slipper let for deres lidelser, for dem, der skulle have været arresteret, er blevet slået ihjel. Det er derfor Israel, der står med regningen efter et års krig.«
Men er det ikke Israels eget valg, at Hamas 'slipper let', når det trods alt er dem, der selv har slået lederne ihjel?
»Israel har slået dem ihjel, ja, men Hamas har ingen interesse i at rejse i de her lande, som Israel nu potentielt ikke kan længere. Israel er et demokratisk land, og derfor har det langt større konsekvenser for dem,« siger mellemøstkorrespondenten.
Men hvad kommer en egentlig arrestordre konkret til at betyde for Israel, ikke mindst Benjamin Netanyahu, hvis han skal ud af landet?
Det er endnu uvist, understreger Jotam Confino:
»Det, der er interessant, er hvem der kommer til at indordne sig arrestordren. Altså, hvem der vil arrestere dem, hvis de flyver dertil. Det er et spørgsmål, landene skal gøre op med sig selv nu,« siger han og tilføjer:
»Hvad kommer Mette Frederiksen for eksempel til at gøre? Hvis de ikke anholder ham, så gør man jo opgør med et internationalt system – og skal måske endda træffe en beslutning, om man vil træde ud af ICC.«
Siden arrestordren blev udstedt torsdag har Hollands udenrigsminister, Caspar Veldkamp, allerede været ude på X og fastslå, at de kommer til at anholde premierministeren, hvis han rejser dertil.