Sagen om drabet på den 4-årige dreng kan være kommet tættere på en opklaring. Et af de andre børn på legepladsen skulle nemlig have filmet skænderiet på en mobiltelefon.

Indtil videre har det været sparsomt med oplysninger omkring, hvad der præcis skete omkring legepladsen i Ljungby, hvor den fire år gamle dreng søndag blev dræbt. Nu skriver den svenske avis Expressen, at politiet kan stå foran et gennembrud i sagen.

Avisen skriver nemlig, at svensk politi har beslaglagt en telefon fra et barn, der var på legepladsen. På telefonen skulle være en video af hændelsesforløbet, der førte til den frygtelige død.

- De har taget mobilen, og det er godt, hvis det kan hjælpe efterforskningen, siger en slægtning til barnet til svenske Expressen.

Tidligere på dagen fortalte en svensk politiprofessor, Leif WG Persson, at han regnede med, at et barn står bag drengens død. Ved samme lejlighed udtalte politiet også, at de har et godt billede af forløbet søndag eftermiddag på legepladsen i Ljungby.

- Jeg vil sige, at vi har et meget klart billede af, hvad der skete, sagde efterforskningsleder Yvonne Rudinsson tidligere på dagen til VG.

Det kom det også frem i den svenske avis Aftonbladet torsdag formiddag, at flere vidner har peget på den samme dreng som en mulig gerningsmand. Drengen skulle være under 15 år gammel.