De seneste dage har det floreret med rygter omkring den dømte seriemorder Charles Mansons helbred. Nu hævdes det, at den 82-årige sektleder allerede blev indlagt for flere måneder siden. 

Det skriver amerikanske New York Post.

Tirsdag skrev flere amerikanske medier, at Charles Manson var blevet hastet på hospitalet, og at han skulle være 'alvorligt syg'. Her skulle han have modtaget behandling, angiveligt på grund af maveproblemer, på skadestuen på Bakersfield Hospital i Californien, der ligger godt 100 kilometer fra Mansons fængselscelle i California State Prison.

De officielle myndigheder ønskede dog ikke at kommentere på historien.

»Af sikkerhedsmæssige årsager oplyser vi ikke om, hvor indsatte befinder sig,« lød det fra Terry Thornton, der er talsmand for fængselsmyndighederne i Californien, hvor Manson afsoner sine ni livstidsdomme, til Los Angeles Times.

Men ifølge New York Post, har Charles Manson gennem længere tid modtaget behandling på Bakersfield Hospital. Det fortæller en unavngiven kilde, ligeledes fra fængselsmyndighederne i Californien, til avisen.

»Han har modtaget behandling på hospitalet i et stykke tid. Måneder tilbage fik jeg at vide, at han var blevet flyttet fra fængslet på grund af sygdom.«

Charles Manson blev kendt skyldig i at stå bag grufulde drab på syv personer tilbage i august 1969. Heriblandt den højgravide skuespillerinde Sharon Tate, der var gift med den kendte filminstruktør Roman Polanski. Sektlederen har siddet fængslet i statsfængslet i Corcoran, Californien siden 1971. Han er blevet nægtet prøveløsladelse 10 gange.