Fastfoodkæden McDonald's skilte sig i starten af november af med den administrerende direktør, Steve Easterbrook.

Easterbrook blev fyret, fordi han var i et forhold med en ansat, hvilket strider imod virksomhedens retningslinjer. Den forhenværende direktør kan dog være sikker på, at han ikke foreløbig går pauvre kår i møde.

Det skriver The Guardian.

Koncernen betaler ham hele 675.000 dollar i fratrædelsesgodtgørelse svarende til 4,5 mio. kr.

Samtidig får han lov til at beholde sine aktieafkast på 37 mio. dollar svarende til 249 mio. kr.

Det nærmere omstændigheder om Steve Easterbrooks romantiske forhold til en ansat er ikke kendt, og til en start kategoriserede McDonald's-koncernen fyringen som 'uden årsag'.

McDonald's har regler for deres chefers adfærd for, at der ikke kan rettes tvivl om ledelsens eller virksomhedens uafhængighed eller rygte.

Fratrædelsesgodtgørelsen beløber sig på halvdelen af Steve Easterbrooks årsløn, der i 2018 lå på 1,3 mio. dollar svarende til knap ni mio. kr.