Der skulle kysses, krammes og deles glas.

Og det skulle gerne være med en, der var smittet med corona.

Til en 'corona-fest' i det nordlige Italien blev der sat alt ind på at blive smittet med virussen og dermed få det famøse coronapas uden at lade sig vaccinere.

Det har nu kostet en mand livet og flere andre kæmper for deres, skriver News.com.

Smitten med coronavirus buldrer lige nu afsted flere steder i verden, og det har fået flere lande til at gribe ind med restriktioner i et forsøg på at nedbringe smitten.

Herhjemme i Danmark betegnes corona atter som en samfundskritisk sygdom, ligesom også coronapasset er adgangsbilletten flere steder igen.

Den 55-årige, der har mistet livet med corona, døde i Østrig og menes at være 'anti-vaxxer', altså en, der ikke ønsker at lade sig vaccinere.

Som det første land i Europa har Østrig gjort det til et krav at blive vaccineret mod coronavirus. Det sker fra 1 februar.

Cirka 66 procent af den østrigske befolkning er færdigvaccineret, og landet er derfor i den lave ende blandt vesteuropæiske lande hvad vaccinetilslutning angår. I EU ligger vaccinationsgennemsnittet på omkring 67 procent. Det er lavest i de østeuropæiske EU-lande.

Der er mindst tre personer mere, inklusive et barn, der nu er indlagt i det nordlige Italien efter at have pådraget sig corona ved lignende fester. To af personer er på intensiv, ifølge News.com.

I Italien er det ulovligt at sprede corona med vilje.

Når vaccinekravet i Østrig træder i kraft betyder det ifølge flere østrigske medier, at borgere risikerer en bøde eller fængselsstraf, hvis de ikke bliver vaccineret.

I Danmark er over 75 procent af befolkningen færdigvaccineret med to stik.