Søndag samledes lokalsamfundet i Lancashire, hvor Nicola Bulley forsvandt for ti døgn siden.

Her tændte de lys for den 45-årige mor ved St. Michaels Kirke.

Sky News var til stede og talte med en af Nicola Bulleys veninder, der fortalte, hvordan Nicola Bulleys to små døtre har det.

Og det er nok ikke svært at forestille sig, at de har det forfærdeligt.

De to piger på henholdsvis ni og seks år spørger om det samme hele tiden, forklarede veninden:

»De vil bare gerne have hende hjem, og det er det eneste, de hele tiden spørger om: 'Hvor er hun, og kommer hun hjem?' Og alle vil bare gerne kunne give et svar, hvilket vi åbenbart ikke kan, og det er nok det sværeste.«

Nicola Bulleys veninde har børn på samme skole som de to piger, og hun fortæller, at de forsøger at sørge for, at tingene er så normale som muligt for børnene.

Blandt andet et fredagsdiskotek på skolen denne uge, der var planlagt uger forinden. Det blev afholdt, og de to døtre deltog.

Nicola Bulley forsvandt sporløst, da hun var ude at gå tur med familiens hund.

Politiet har arbejdet efter teorien om, at den 45-årige brite faldt i floden, men hendes familie tvivler.

Kun Nicola Bulleys mobiltelefon er fundet. En hundelufter fandt den på en bænk, hvor der stadig var et opkald i gang.

Specialister og dykkere fra HM Coastguard, Mountain Rescue og Lancashire Fire and Rescue Service er blevet indsat for at assistere eftersøgningen. Ligesom sporhunde, droner og politihelikoptere deltager i eftersøgningen.