En 22-årig kvinde fra Kampala i Uganda er blevet arresteret af politiet, fordi hun opsatte en falsk kidnapning af sig selv for at teste sin kærestes kærlighed.
Det fortæller politiet i Kampala søndag eftermiddag ifølge SaBreakingNews.
Den 22-årige kvinde, som hedder Amina Mirembe, lavede en række opkald til sin kæreste James Mugoda og hævdede, at hun var blevet kidnappet af to mænd, der krævede en løsesum på 500.000 shillings, der svarer til 31.500 danske kroner.
Som den loyale kæreste James Mugoda er, anmeldte han kidnapningen til politiet. Her blev der sat et hold til at lede kidnapningssagen.
Da den falske kidnapning var kørt langt nok ud på et sidespor, og James Mugoda gjorde det klart, at han ikke kunne skaffe pengene, selv om han prøvede, ringede Amina Mirembe til ham og fortalte, at hun nu var blevet reddet af en patruljebil.
Kidnapningsholdet fandt den 22-årige kvinde liggende i sin seng med sin mobiltelefon i hånden uden nogen som helst tegn på, at en kidnapning skulle være fundet sted.
Politiet talte med Amina Mirembe, og kort efter kunne de konstatere, at hele kidnapningen var opdigtet for at teste kæresten på hans kærlighed, og hvordan han ville reagere, hvis nogen gjorde hende fortræd.
’Mirembe har senere indrømmet, at hun havde lavet historien, fordi hun troede, at hendes kæreste var sammen med en anden pige, og hun ville bare se, om han virkelig var bekymret for hende,’ stod der i politiets rapport.
Amina Mirembe er i øjeblikket tilbageholdt af politiet for at give falske oplysninger. Hun skal senere i retten.