USA er et land af immigranter. Hvorfor har Trump så held med en kampagne mod mexicanske og muslimske immigranter? Fordi »globalisterne« er gået for vidt, siger professor.
Huset ligner et hus, som er vredt. Et sydstatsflag blafrer over fordøren, to Trump-skilte er hæftet til hegnet, og en muskelhund løber lænken ud og spytglammer af gæsterne.
Men husets beboer, Jacob Miley, er ikke en udpræget vred mand. Han mener, hvad han mener med en selvfølgelighed som en mand, som ikke har set og hørt noget, der har anfægtet hans meninger. Og han siger, hvad han siger med en åbenhed som en mand, der kun siger, hvad de fleste andre i hans omgangskreds siger.
Han tager sydstatsflaget ned og viser os det. Andre betragter det som udtryk for racisme, men »jeg satte det op i foråret, fordi jeg ville plante mit flag,« siger Jacob Miley.
Han var træt af muslimer og mexicanske indvandrere, han var træt af Obama, han var træt af sorte demonstrationer mod politiet, og så kom sydstatsflaget op, siger han.
»Jeg er en redneck, og det er mit flag.«
Han tror ikke, at nogen forbipasserende på landevejen bliver sure, og hvis de gør, så må de selv om det, siger han.
»Hvorfor må alle de andre flage med deres flag, men jeg må ikke? Hvem har givet dem ret og mig uret,« spørger han og lægger hovedet på skrå.
Byg en mur
Det er ord, som går igen i samtalerne i Trumpland: »De,« »dem« og »deres« og »de andre.« Somme tider er pronomenerne specificerede, de er feminister og frihandelstilhængere, transkønnede og intellektuelle, andre gange er de uspecificerede og dermed endnu værre og større, og »de andre« har sjældent i en nyere amerikansk valgkamp spillet sådan en rolle.
For eksempel var det »de andre,« som gjorde Trump til Trump. Han slog igennem i politik i 2011 ved at hævde, at præsident Obama ikke var født i USA. Og det var hans forslag om at bygge en mur langs den mexicanske grænse, som i løbet af nul-komma-fem gjorde ham til frontkandidat hos Republikanerne, og det var hans forslag om at forbyde adgang for muslimer, som fik ham til at trække fra de andre i primærvalget.
Det opsigtsvækkende er ikke, at Trump siger det - men at hans agitation mod »de andre« finder sådan et publikum. Hvorfor er præsidentvalget i 2016 i så høj grad blevet et valg, hvor så mange definerer sig selv i modsætning til »de andre?«
Jonathan Haidt er en af de eksperter, som har forsket mest i det nuværende skel i Europa og USA. Han er professor og forfatter til bogen »The Righteous Mind,« og han siger, at to typer af mennesker står stejlt over for hinanden: »Globalister« og »nationalister.«
Haidt har analyseret resultaterne fra de såkaldte World Values målinger, som siden 1980erne har målt udviklingen i holdninger i 60 lande. De pågældende lande er alle blevet rigere i tidsrummet, og når landene bliver rigere, sker der to udviklinger i værdierne, forklarer han i et essay i magasinet The American Interest.
For det første bevæger en stor del af beboerne sig væk fra traditionelle værdier, hvor religion og autoritetstro spiller en stor rolle. De bliver mere åbne for forandring. For det andet forlader de »overlevelsesværdierne« for deres egen stamme - de tænker ud over stammen og universelt.
Det er den grundlæggende udvikling i vores værdier siden 1980erne, men - understreger Haidt - det er også en problematisk udvikling. For nogle flytter sig, men ikke alle, og de to grupper står nu med to livsensforskellige ideer om, hvad vi egentlig skal med vores samfund. Om vi er verdensborgere eller lokalbeboere, om vi er forpligtede over for alle eller stammen, om vi er globalister eller nationalister. Eller omsat til personer - om vi er til Barack Obama eller Donald Trump.
»America First«
Jacob Miley flager for sin stamme. Og mens det kan være svært at identificere hvem, der er i stammen, så er det nemt at identificere stammens modsætning.
Miley er vred over, at der overhovedet er muslimer i USA, han skælder ud på de miljøaktivister, som vil lukke kulmineindustrien, han kan ikke døje præsident Obama, han mener, at homoseksuelle er bimmelim, han langer ud efter den sorte aktivistgruppe Black Lives Matters, han mener, at »de alternative« har fået alt for stor magt, og sådan bliver det ved.
Der bor ikke muslimer i nærheden af ham, der er kun få sorte, og han kender ingen kratluskere, men han følger med i medierne og på internettet, og »de andre« vil ham ikke noget godt.
Hvorfor ikke?
»Fordi de forandrer alting,« forklarer han.
Mike Lushbaugh er nået til samme konklusion. Han er chef for Donald Trumps kampagne i det sydlige West Virginia, og under et interview skælder han ud på globalismen og især frihandel.
»Frihandel slår os ihjel. Kina og Mexico kan uden videre sælge til dumpingpriser i Amerika, de stjæler amerikanske arbejdspladser og ødelægger vores lokalsamfund. Se dig omkring. Det hele lukker. Hvorfor skal vi give vores job til kinesere og mexicanere?«
I valgkampen forsøger han at overtale andre til at stemme på Trump, og han har lagt mærke til, at to sætninger gør en stor del af arbejdet: »America first« og »Americans first.«
Men hvilke amerikanere mener han skal have prioritet?
»Rigtige amerikanere,« svarer han.
Artiklen fortsætter under grafikken
Trump-knappen
Den slags kan lyde som billig chauvinisme, men for Jonathan Haidt giver ordene mening. For han mener, at globalisterne har skabt et problem.
Nationalisterne er ikke altid fremmedhadske og på barrikaderne for at råbe efter en stærk mand. Men i baghovedet på dem befinder sig et panik-håndtag - eller en Trump-knap - og visse begivenheder får dem til at række ud efter den. Og det er ikke fattigdom og en kort uddannelse, som gør, at de rækker ud efter håndtaget, men - i ordets bredste forstand - moral. De reagerer, når de føler en trussel »mod den moralske orden,« sådan som de ser den.
Og globalisterne truer deres moralske orden. Nej, en kvinde iklædt hijab truer ingen i sig selv - hun går med et stykke stof over hovedet - men hun truer nationalisternes »moralske orden.« Det samme med mexicanere, som taler spansk, og transkønnede, som vil have lov til at vælge herre- eller dametoiletter efter forgodtbefindende. Og sorte, som protesterer mod politiet, og en præsident, som er sort og har en far fra Kenya.
Hvorfor truer den slags deres moralske orden?
Fordi det forandrer deres traditionelle værdier - deres religion, deres ritualer og autoritetstro - og fordi det rækker ud over deres stamme.
Som Haidt skriver:
»Folk hader ikke kun hinanden, fordi de har mørkere hudfarve og forskellige næser; de hader andre, fordi de mener, at de har værdier, der er inkompatible med deres, og (...) som de anser for at være en trussel mod noget, som de holder af.«
Artiklen fortsætter under billedet
Muslimer
Kvinden i den lysebrune minivan accellerer for at komme over lyskrydset, men når det ikke. I stedet bliver hun fanget i et menneskehav af Trump-tilhængere, som kommer ud fra et vælgermøde. Under sin mangefarvede hijab kigger hun på dem, de kigger på hende, én af dem vifter med et Trump-skilt og råber et eller andet, og hun ruller bilvinduet op.
Hvorfor er hun så farlig, så uacceptabel, for de trumpske masser her i Roanoke?
Fordi hun ifølge den haidtske logik er den ypperste moralske trussel; indfødte trusler er trods alt »made in America,« hvorimod immigranter er en trussel, som kommer udefra. Og de to værste skræmmebilleder i valgkampen - mexicanere og muslimer - vil ifølge nationalisterne opløse det eksisterende »vi« i stedet for at bidrage til det.
Det er den konflikt, som udspiller sig i USA og Europa, og som truer med at blive balkansk i sin vælde. Oftest får nationalisterne skylden - de må se at blive voksne og klogere - men det er reelt et problem, som globalisterne har skabt, mener Haidt, for de har ikke holdt øje med smertegrænsen. Hvis de havde holdt sig under grænsen, ville nationalisterne ikke have trykket på Trump-knappen. For et samfund kan sagtens tage imod fremmede, men når et land modtager mange med en fremmed moral, og de ikke bliver optaget i samfundet - så går det galt, siger Haidt.
Og derfor satte Jacob Miley i foråret sit sydstatsflag op over sin fordør.
