Islamisk Stats krigere er på retræte i Irak. Denne gang i byen Ramadi, som er blevet generobret efter to måneders målrettet indsats fra den irakiske hær og den internationale koalition.

JERUSALEM: Syv måneder efter at et par hundrede krigere fra Islamisk Stat (IS) fik flere end 1.000 soldater fra den irakiske hær til at flygte, er situationen i den irakiske by Ramadi vendt igen.

Efter en omfattende militæroperation, der blev sat i gang 1. november, er det lykkedes den irakiske hær at generobre centrale dele af Ramadi, der ligger 110 kilometer vest for Iraks hovedstad, Bagdad, og 50 kilometer vest for Falluja.

Det er samtidig den første større sejr for den irakiske hær i de 18 måneder, der er gået, siden Islamisk Stat erobrede store områder i Syrien og Irak og erklærede sit eget kalifat.

Oberst Steve Warren, som er USAs talsmand for koalitionen mod Islamisk Stat, skriver på Twitter, at koalitionen alene i løbet af de seneste seks dage har bombet 31 mål i Ramadi.

I løbet af i går indtog den irakiske hær Islamisk Stats hovedkvarter i byen, mens gadekampe stadig kunne høres i andre dele af den irakiske by.

»Med kontrol over hovedkvarteret har vi besejret IS i Ramadi. Næste skridt bliver at rense området for lommer af IS-krigere rundt omkring i byen,« siger Sabah al-Numani, talsmand for de irakiske styrker, til Reuters.

Andre anonyme irakiske militærkilder citeres for at sige, at den irakiske hær endnu ikke har kontrol over hele byen og antyder, at det er for tidligt at fejre den endelige erobring. En af kilderne er en irakisk løjtnant, der i løbet af kampene er blevet interviewet af den israelske nyhedskanal I-24.

»Krigerne fra Islamisk Stat har en plan B. De har efterladt sprængladninger i biler og huse. Når soldater går forbi, bringer de dem til sprængning,« siger han til I-24.

Inden Islamisk Stat indtog byen boede der omkring en halv million mennesker i Ramadi. Mange af dem flygtede sammen med de irakiske soldater i maj 2015.

Antallet af dræbte IS-krigere i Ramadi anslås til at være omkring 400, men ingen kender de nøjagtige tab, og det vides ikke, om Islamisk Stat har foretaget en taktisk tilbagetrækning, eller om forstærkninger er på vej for at gøre modstand mod hæren.

Oprørerne samarbejder

Under kampene mellem Islamisk Stat og de kurdiske YPG-krigere i den syriske by Kobane i efteråret 2014 bølgede slaget frem og tilbage i næsten fem måneder, før det lykkedes kurderne at drive Islamisk Stat ud.

For nylig lykkedes det de kurdiske Peshmerga-styrker at generobre den irakiske by Sinjar, der blev indtaget af Islamisk Stat i august 2014. Mange IS-krigere blev dræbt under den kurdiske offensiv, men en kurdisk kaptajn, som Berlingske har talt med, siger at mange IS-krigere nåede at trække sig ud af byen inden det endelige nederlag.

Islamisk Stat har mistet omkring 14 procent af sit samlede areal i løbet af 2015. Store landområder er tabt til kurderne i Irak og Syrien. Senest har den nye Demokratiske Koalition mellem kurdiske YPG og en række syriske oprørsbevægelser erobret områder fra Islamisk Stat nord for kalifatets syriske hovedstad, Raqqa. Denne samling af bevægelser støttes aktivt af den internationale koalition mod Islamisk Stat.