På to uger har stærke kvinder vundet sejr efter sejr. De har fældet filmbossen Harvey Weinstein og andre sex-mænd, og #MeToo-kampagnen har domineret de sociale medier. Men hvorfor må kvinden, som fældede Weinstein, så flygte fra Italien?

I et alternativt univers ville Harvey Weinstein have vundet. Hans advokater ville have truet ofre til tavshed, og hans spinmaskiner ville have vendt mediedækningen.

Asia Argento er en af de afgørende grunde til, at vi ikke er i det alternative univers.

Mens historien om filmbossen balancerede på et knivsæg mellem trolighed og utrolighed, valgte den italienske skuespillerinde og instruktør at stå frem i New Yorker. Hun fortalte, hvordan Weinstein havde voldtaget hende, og hun fortalte det hele og ned i den mest ydmygende detalje, og derefter rullede lavinen. 50 kvinder er siden stået frem og har fortalt om Weinsteins overgreb, hans eget firma har fyret ham, Oscar-akademiet har smidt ham ud, og hans stjerneadvokater og -instruktører er flygtet.

Men det samme er Asia Argento. I sidste uge flygtede hun fra Italien til Berlin, fordi - følte hun - de italienske medier og den italienske offentlighed stemplede hende med et stort, blodrødt bogstav og hængt hende til tørre som en horkvinde. Hun fik som offer skylden for overgrebet, hun talte om »et spændt klima,« og som hun sagde til en italiensk TV-station:

»Italien er i sit kvindesyn langt bagud i forhold til resten af verden.«

Dermed ændrer historien om Harvey Weinstein sig igen. Først var det tvivl om anklagerne, så var det sejr på sejr og fest for ligestillingen, men nu er festen så nået til det punkt, hvor en eller anden stopper musikken og råber »bullshit«.

Og det er Asia Argento, som nu igen ændrer retningen.

Idiot

I 1997 var Asia Argento blot 21 år, men hun havde allerede vundet den fineste italienske filmpris to gange og blev ofte udråbt som en ny Sophia Loren. Under falsk påskud inviterede Harvey Weinstein hende op på sit værelse på et luksushotel, og han bad hende om en skuldermassage.

»Hør her, jeg er ikke en fucking idiot, men når jeg ser tilbage på det, var det lige præcis, hvad jeg var - en fucking idiot,« som hun siger til New Yorker.

Hun skulle have sagt nej, men hun indvilgede i at give ham en massage, og han »løftede hendes nederdel, spredte hendes ben og gav hende oral-sex, selv om hun igen og igen råbte, at han skulle stoppe,« skrev magasinet. »Han var så stor, han skræmte mig, det ville ingen ende tage, det var et mareridt«, siger Argento.

»Det er forrykt. En stor, fed mand, som forsøger at spise en. Det er en horrorhistorie.«

»Når jeg ser ham, føler jeg mig lille og dum og svag. Efter voldtægten - så vandt han.«

Og i Italien vinder Harvey Weinstein igen og igen, hvis man skal tro, hvad italienske journalister har skrevet i medier som Daily Beast, Quartz og 50.50. Her er bl.a. nogle af de fordømmelser, som ifølge de pågældende sites er regnet ned over Argento, siden hun stod frem:

Hun »gav sig selv væk, og nu hyler hun så op og fortryder på skrømt,« skrev en fremtrædende kommentator. Siden Argento ikke led voldelig overlast, måtte der være tale om sex med samtykke, og hun havde sikkert også nydt det, konstaterede en chefredaktør. »Jeg har på fornemmelsen, at han blev voldtaget, ikke hende,« sagde en politiker, og en forfatter talte om Argento som eksempel på »high-end prostitution.«

Kvindelige italienske kritikere holdt sig heller ikke tilbage. At komme nu efter 20 års tavshed »er kujonagtigt. Så er man ikke længere et offer. Så er man en medskyldig,« skrev en kommentator.

En mediekritiker mente, at »sex-chikane ikke er det samme som seksuel vold …. det er ikke troværdigt 20 år senere at klage til et amerikansk medie over voldtægt.« En kendt feminist var sikker på, at det i virkeligheden var Argentos egen skyld. »Når man indvilger i at give en massage, så er det svært at være chokeret over den måde, som tingene udvikler sig på.«

Til sidst fik Asia Argento nok og flyttede til Berlin.

Bunga

Det er ikke en nyhed, at ligestillingen i Italien ofte er op ad bakke. For få år siden gik over en mio. kvinder gennem gaderne i 230 italienske byer og klagede over at blive betragtet som »en seksuel køb-salg-og-byttevare,« og Newsweek udråbte Italien til at være »Bunga Bunga Land«.

Men hvorfor? Amerikanske og britiske skuespillere har også stået frem og fortalt, hvordan Harvey Weinstein har forgrebet sig på dem, og bortset fra de sociale mediers svar på Helmand-provinsen er de ikke blevet mødt af »victim blaming«, og reaktionen i forhold til kvinderne har i det hele taget været empatisk og konstruktiv.

Det er dårligt nok en forklaring, at Italien har en konservativ og religiøs tradition, og at det sydlige Italien er økonomisk underudviklet. Det samme kan man sige om dele af USA og Storbritannien.

Så hvorfor befinder Italien sig med ligestilling, hvor det meste af den vestlige verden befandt sig for en snes år siden? En række forskere peger på den mand, som har domineret italiensk politik i nyere tid, Silvio Berlusconi.

Siden 1980erne var han den vigtigste mediemogul i Italien og især i den lavere lix-ende, og i 2001 blev han premierminister og var det næsten ubrudt frem til 2011. Han opfandt ikke det politiske karlekammer, men han flyttede statslederembedet derind, han regerede sit land, som Hugh Hefner regerede sin Playboy-mansion, og han brugte sit medieimperium til at legitimere den politiske kultur.

Med sine TV-værtinder klædt i gennemsigtige kjoler, med sine bunga-bunga fester i sit lystpalæ, med sin omgang med prostituerede under den kriminelle lavalder, med et udtalt meritokrati baseret på målene for bryst-talje-og-hofte og i hele taget med sin ubodfærdige »la dolce viagra« skabte han »et hor-okrati,« som en britisk forsker har skrevet i fagtidsskriftet Italian Studies.

Det er måske hans mest varige arv: At han satte den kønspolitiske udvikling i Italien i stå et sted mellem den første sengekantsfilm og »det sagde hun også i går«. Han knæsatte »den heteroseksuelle norm, de asymmetriske kønsrelationer og den givne sociale norm baseret på kontrollen over ens egen krop,« som den italienske filosof og sociolog, Caterina Peroni, skriver i Journal of Gender Studies.

»Fuckers«

Og at dømme på begivenhederne i kølvandet på Harvey Weinstein så er det stadig, hvor den italienske debat befinder sig.

Tag følgende eksempel:

I forrige weekend inviterede Silvio Berlusconi tilhængere til en fest, som bl.a. tjente som en optakt til den 80-årige milliardærs politiske comeback. Hans tale blev endnu en rundtur i karlekammeret, og han fortalte ifølge Daily Beast, hvordan brugen af bidét var vigtig for oral-sex, og hvordan han engang havde talt med sin gode ven, Libyens diktator, oberst Gadaffi, om at »lære de afrikanske fuckers om eksistensens af forspil.«

Umiddelbart skulle man tro, at der var skandalepotentiale i den slags. Berlusconi pralede med sit venskab med en blodig diktator og om deres mandehørm - og kaldte om afrikanske »fuckers« (scopatori, red.). Men der var ingen italiensk medieskandale, kun en indforstået gnækken.

Til sammenligning er Asia Argento nu flygtet til Berlin.

Så tiderne har uden tvivl ændret sig. Kvinderne fældede Harvey Weinstein, og andre kvinder har i den seneste uge fældet andre magtfulde påståede sex-mænd, og »#MeToo«-kampagnen på sociale medier har sat dagsordenen. Men tiderne har ikke ændret sig alle steder og heller ikke hos alle, og i Italien vinder Silvio Berlusconi fortsat, og Asia Argento gør ikke.