Hvem gør sådan noget? Oftest er det jihadister, men Damon Smith fortæller os også en anden historie. Han placerede sidste år en rygsækbombe i Londons undergrundstog »for at få lidt sjov i gaden.«

London jager en terrorist, som efterlod en improviseret bombe på et tog, og det var ikke Damon Smith, som gjorde det. For han sidder i fængsel.

Men Damon Smith fortæller os en historie om fascinationen af netop den type angreb, fordi de ikke behøver at lykkes for at skabe den terror, som ligger i frygt og forskrækkelse.

Damon Smith er 21 år gammel og en internet-troll.

Han begyndte sidste år at studere computervidenskab på London Metropolitan University, og i sin fritid var han hjemmevant i internettets fugtige kælder, bl.a. var han besat af seriemordere, terrorister og også de seneste troll-tricks, og som hans mor i maj fortalte i retten - han var »som en lille dreng« indeni.

Han poserede på de sociale medier med luftpistoler og -rifler, og han lagde billeder ud af den berygtede Paris-terrorist og massemorder, Abdelhamid Abaaoud. Og - hævdede han - han studerede islam.

Sidste år besluttede han at bygge en rygsækbombe, og han ville efterlade den netop i Londons undergrundsnetværk, fordi det skaber den største gennemslagskraft. Han downloadede en opskrift fra Islamisk Stats magasin Inside - »Sådan bygger du en bombe i din mors køkken« - og han studerede også en video på et troll-site på Youtube.

20. oktober kørte han med rygsækken på undergrundsbanen i London, og klokken 10.49 stod han af på London Bridge-stationen, som bl.a. Daily Mail skrev fra retssagen. Bomben fortsatte med toget, og den var indstillet til at detonere klokken 11.02. Passagerer opdagede imidlertid rygsækken og gav den til en medarbejder på toget. Han opdagede ledninger, som stak ud fra et vækkeur i rygsækken, og han slog alarm, og bomben blev afmonteret.

Damon Smith sagde i retten, at det hele blot var for at »få lidt sjov i gaden.« Bomben skulle bare udvikle røg, og toget skulle evakueres. Der var ikke mere i det, hævdede han ifølge The Guardian.

Det ville dommeren ikke høre tale om.

»Dine motiver er uklare,« sagde han, men det er alvoren i begivenhederne ikke. At placere sådan en bombe er terrorisme og ikke mindst i undergrundsnettet i London og ikke mindst i disse tider, sagde dommeren.

Derfor blev Smith også idømt 15 års fængsel.

LÆS OGSÅ: Passagerer så ildkugle flyve gennem togvogn i London