Han blev i mange år betragtet som en flink familiefar, der sammen med sin smukke hustru ville reformere Syrien. Hvem er egentlig præsident Assad, der anklages for at bruge giftgasser mod sit eget folk?
I årevis blev Bashar al-Assad portrætteret som en nøjsom leder af Syrien, der i sine yngre dage blot kørte rundt i en gammel Peugeot. Som en genert, akavet og usikker mand, men også som en charmerende, moderne og sympatisk præsident, der sammen med sin smukke hustru, den britiskfødte Asma Assad, blev udråbt til ægte reformatorer.
Selv globalt anerkendte og normalt kritiske medier som New York Times og The Guardian kunne indtil for blot få år siden slet ikke få det til at passe, at Syriens førstemand skulle stå i spidsen for en undertrykkende politistat. The Guardian beskrev ham i 2008 som »beskeden, tænksom og følsom« og mente også, at han var »god til det med mennesker«.
New York Times var også helt oppe på den store klinge af begejstring, da præsidentparret i 2005 åbnede en ny opera i Damaskus og skrev, at det »høje, slanke og unge« par virkede som »essensen af den sekulære vestlig-arabiske fusion«.
Intet portræt opfattes i dag dog så pinligt som det, modemagasinet Vogue lancerede i marts 2011 – samme måned som stammer i Deraa i Syriens sydligste provins indledte det syriske oprør, som siden har kostet over 100.000 mennesker livet, sendt millioner på flugt og ført til anklager om, at Assad bruger giftgasser mod sit eget folk.
Under overskriften »Ørkenens rose« blev præsidentfruen beskrevet som glamourøs, intelligent og sjov – »den friskeste og mest magnetiske førstedame« – og som en »langlemmet skønhed med en trænet analytisk hjerne«. Den syriske præsident, der oprindeligt er uddannet øjenlæge, blev omtalt i lignende flatterende vendinger i artiklen og som en afslappet mand klædt i jeans:
»En præcis mand, der tager fotos og taler kærligt om sin første computer og fortæller, at han blev tiltrukket af at studere til øjenlæge, »fordi det er meget præcist, næsten aldrig akut, og der er meget lidt blod«.«
Bashar al-Assad er i dag en gåde
For var manden, der ikke kunne tåle blod og nu har hænderne smurt ind i det, oprindeligt en moderne reformist, der blot hen ad vejen blev korrumperet af magten og fanget i sit eget brutale, korrupte styre? Eller var han fra begyndelsen et vestligt udseende forklædt monster?
Bashar Hafez al-Assad blev født 11. september 1965 som det tredje af fem børn – hvoraf kun tre har overlevet – i en familie, der snart skulle blive en af de mest magtfulde i Mellemøsten.
Hans far Hafez al-Assad var en hensynsløs, skarp politisk taktiker og den mest fremtrædende skikkelse i Baáth-partiet, som havde taget magten i 1963. Kort efter at Bashar al-Assad var blevet født, blev faderen forsvarsminister og chef for flyvevåbnet. I 1971 tog han magten ved et kup.
I bogen »Den nye løve af Damaskus«, der er skrevet af Assad selv i samarbejde med den amerikanske akademiker David Lesch, beskriver den syriske præsident sin opvækst som »normal« og påstår, at han spillede fodbold med børnene i nabolaget og bordtennis med sin far.
»Vi havde to meget omsorgsfulde forældre, og dem kan vi takke for en lykkelig barndom,« siger Assad i bogen.
Men en ven til familien har fortalt, at der »intet normalt« var ved deres familieliv, og at børnene »sjældent så noget til deres far«, der altid var omgivet af sikkerhedsfolk. Den forhenværende vicepræsident, Abdelhalim Khaddam, der trådte tilbage og forlod Syrien i 2005, har sagt, at Assad-børnene voksede op i »en atmosfære, hvor de på én gang var skydeskiver, men også overbeviste om, at de ejede landet«.
Mens Assad voksede op, konsoliderede hans far sin magt ved at skabe et frygtet netværk af efterretnings- og sikkerhedstjenester, som overvågede hinanden lige så meget, som de overvågede den syriske befolkning, skriver Roula Khalaf, Mellemøst-redaktør for Financial Times, i en artikel om Bashar al-Assad.
Faderen, som kom ud af en fattig familie af alawitter – en sekt med udspring i shia-islam og som kun udgør godt ti procent af den syriske befolkning – satte på diktatorisk vis også alawitter ind på ledende poster i statsadministrationen.
En barndom i broderens skygge
I sin tidlige barndom oplevede Assad to arabisk-israelske krige. Han var 16 år, da hans far gav ordre til at bombe byen Hama – en massakre, der menes at have kostet 20.000 mennesker livet, og som fulgte i kølvandet på en islamistisk opstand.
Han var 19 år, da hans far sendte Rifaat, hans lillebror og faderens formodede efterfølger, i permanent eksil. Rifaat havde forsøgt at kuppe sig til magten året før, da Hafez var lammet af et hjertetilfælde.
Faderens egen foretrukne efterfølger til at overtage magten i Syrien var Bashar al-Assads tre år ældre storebror, Bassel. »Under sin opvækst blev Basher overskygget af Bassel,« siger den tidligere rådgiver Ayman Abdelnour til Financial Times. Han lærte Assad at kende, da han gik på universitetet.
»Det kunne godt opfattes som et kompleks – han havde ikke samme karisma som Bassel, der var sportstrænet, populær hos pigerne og chef for Det Syriske Computersamfund. Bashar var genert: Han talte altid lavmælt, afdæmpet og stillede aldrig spørgsmål om regeringsanliggender.«
Men efter Bassels pludselige død i en bilulykke på motorvejen uden for Damaskus i 1994 blev Bashar al-Assad samme år hentet hjem fra London, hvor han var i gang med efteruddannelse i øjenkirurgi på Western Eye Hospital.
Tilbage i Damaskus fik han lynkursus i militære og politiske forhold samt et vellykket løft af sit image, der skulle gøre ham acceptabel for den syriske befolkning. Han forsvandt stort set fra offentligheden i to år, og da han begyndte at blive set igen i 1996, havde han forandret sig – han var blevet mere selvsikker, mere muskuløs og »selv hans stemme havde forandret sig«, siger Abdelnour. Mellem 1996 og 2000 opbyggede han et godt forhold til erhvervsfolk, der ønskede forandringer i den socialistiske økonomi og til aktivister, der ønskede større ytringsfrihed. Bashar al-Assad blev en højrøstet kritiker af bureaukrati og korruption. Så da faderen døde 10. juni 2000, satte mange syrere deres lid til, at der nu endelig ville komme et opgør med landets årtier lange undertrykkelse af folket.
Syrien syntes også umiddelbart at være slået ind på en ny vej under de første år med den nye og kun 34-årige leder Bashar al-Assad, der var så ung, at parlamentet måtte haste en ændring af forfatningen igennem, for at han kunne blive præsident.
Flere hundrede politiske fanger blev løsladt, et frygtet fængsel blev lukket, europæiske rådgivere blev ansat i administrationen for at modernisere, medier fik mere frihed, og diskussionsklubber trivedes i et pludseligt udbrud af større ytringsfrihed. Alt sammen blev kendt som »Foråret i Damaskus«.
Et moderne præsidentpar
Med til at skabe billedet af de nye, moderne tider i Syrien var, at Assad i år 2000 giftede sig med Asma Assad. Den dengang kun 25-årige kvinde medvirkede til at bløde op på det barske diktator-image, og hun kom af flere grunde til at stå som en brobygger til den vestlige verden.
For Asma Assad var født og opvokset i Storbritannien, var ud af en højere middelklassefamilie i forstaden Ealing i London og havde gået på privatskoler og Queens College i den engelske hovedstad. Derudover havde hun været ansat i banken J. P. Morgan. Hendes mor var diplomat ved den syriske ambassade i London og hendes far hjertelæge. Faderen kom oprindeligt fra byen Homs og stammede fra en sunnimuslimsk familie.Det nye præsidentpar hyrede PR-rådgivere til at sælge billedet af dem som et moderne reformvenligt par. Asma Assad kastede sig med iver ud i bl.a. socialt velgørende arbejde, og ikke mindst dette var medvirkende til den skamrosende artikel i Vogue, der blev inviteret inden for i de private gemakker i præsidentpaladset, hvor parret blev fotograferet siddende på gulvet med to af deres tre børn, mens de legede med lego.
Andre medier kaldte Asma Assad for Syriens »prinsesse Diana« på grund af hendes velgørende arbejde, hvilket naturligvis også var med til at kaste glans over hendes præsidentmand.
Men Assads reformer fortonede sig snart. For de økonomiske forandringer var overfladiske. Rådgiveren Ayman Abdelnour siger til Financial Times, at Assad sådan set gerne ville reformere Syrien, men »der må ikke ske noget, som kan true hans magt«. Assad har »ingen selvstændige visioner eller meninger«, fortsætter Abdelnour. »Han kunne sige ja til noget den ene dag og nej dagen efter.«
Kort efter, at oprøret mod regimet brød ud i marts 2011, bredte der sig også hurtigt skuffelse. For i stedet for at vise forståelse for den ulmende utilfredshed gjorde han det klart, at hvis folk ville slås, var han klar til at tage kampen op.
Skår i det ophøjede billede af Assads kone kom der også for alvor sidste år, da Guardian afslørede en række e-mail sendt mellem præsidentparret indbyrdes.
De mange e-mail afslørede, hvordan Asma Assad under blodbadet i Syrien har fordrevet tiden med at bestille møbler til over 300.000 kr. hos en kunsthandler i London, en Ming-vase af Muranoglas til 23.000 kr. ved Harrods og jagtet diamanter i Paris og også et par krystalbesatte sko med 16 centimeter høje hæle til 34.000 kr.
De mange e-mail tegnede i det hele taget et billede af et korrumperet ægtepar og af menneskelig afstumpethed. Et billede, der står i skarp kontrast til det, de i årevis – med held – fik tegnet af sig selv.
