Det kunne være gået helt galt, da et fly fra Air Greenland var tæt på at køre af landingsbanen med 150 kilometer i timen i maj måned.
Det skulle have været en helt almindelig flyvning mellem Nuuk og Kangerlussuaq, men det var tæt på at ende i en katastrofe på grund af et fly, der var alt for tungt læsset.
Det skriver mediet Ingeniøren på baggrund af en rapport fra Havarikommissionen.
De to piloter opdagede, at de ikke havde kontrol med flyet, da de hev styregrejet tilbage for at få flyet til lette, men der skete ingenting.
Flyets næse løftede sig kun ganske lidt fra landingsbanen, mens flyet kørte mod bagenden af landingsbanen med 150 kilometer i timen.
Her skal det nævnes, at landingsbanen i Nuuk kun er 950 meter lang, inden den ender i en stejl skrænt.
Piloterne bremsede hårdt, og flyet standsede 50 meter fra kanten på landingsbanen.
Havarikommissionens undersøgelse viser, at der ikke var tale om hverken tekniske eller menneskelige fejl i forbindelsen med hændelsen i Nuuk.
I stedet konkluderer de, at der var tale om et fly, der var læsset for tungt med passagerer og bagage, der vejede mere end de standardmål, man arbejder med i flybranchen.
Dertil kommer, at nogle af de tungeste passagerer ombord havde sat sig forrest i flyet.
»Hvis det viser sig, at passagererne ombord er tungere end standardmasse, og de sidder uheldigt i flyet, så har det indflydelse på flyets vægt og balance. Det er det, vi har afdækket«, siger Anders Kristensen.