Fire personer har mandag formiddag mistet livet i et sammenstød mellem et tog og en personbil i det østlige Frankrig.

Det meddeler nyhedsbureauet AFP på Twitter.

De dræbte er en kvinde og hendes tre børn. Derudover er fire personer om bord på toget blevet lettere såret.

Ulykken er sket i Avenay-Val-d'Or nær Epernay. Det er uvist, hvordan ulykken er sket, men den skete ved en jernbaneoverskæring.

Myndighederne har igangsat en undersøgelse af ulykken, skriver tv-stationen France 3.

»Overskæringen har altid været godt vedligeholdt, så vi kan ikke bebrejde SNCF,« siger borgmesteren i Avenay-Val-D'or, Philippe Maussire, til avisen Le Figaro.

I alt var der 24 passagerer i regionaltoget.

Togselskabet SNCF melder om forsinkelser på strækningen mellem Reims og Epernay.