En person er dræbt og seks andre såret i et angreb i den israelske kystby Tel Aviv fredag.

Det oplyser israelsk politi og redningsmandskab til avisen Haaretz.

Ofrene er udenlandske turister, oplyser israelsk redningsmandskab til nyhedsbureauet Reuters. Og den dræbte er en mand på omkring 30 år, skriver Haaretz og andre israelske medier.

Det israelske udenrigsministerium betegner det ifølge Reuters som et terrorangreb.

Ifølge The Jerusalem Post kørte en mand ind i fodgængere i den israelske kystby med sin bil.

Gerningsmanden forulykkede efter tilsyneladende med overlæg at være kørt ind i fodgængere på strandpromenaden i Tel Aviv.

Han blev efterfølgende skudt, skriver Haaretz.

Angrebet kommer, efter at to israelske kvinder i 20'erne tidligere fredag blev dræbt i et skudangreb på Vestbredden nær den israelske bosættelse Hamra.

Den amerikansk-israelske journalist Emily Schrader skriver på Twitter fredag aften om angrebet:

»Forfærdet over, at vi i aften har haft et terrorangreb i det centrale Tel Aviv (...) Jeg beder for ofrene. Vi vil overvinde dette utilgivelige had.«