Kritikken hagler ned over USA's præsident Donald Trump, efter han har besluttet at trække amerikanske tropper ud af det nordlige Syrien.

Trump mærker kritikken voldsomt og reagerer med meget opsigtsvækkende udmeldinger, som vidner om en presset mand, mener sikkerhedspolitisk korrespondent for Berlingske, Kristian Mouritzen.

Han kalder Trumps seneste udmeldinger for 'meget usædvanlige', da B.T. fanger ham over en telefon.

Men først lidt baggrund:

Krigstrommerne buldrer i det nordlige Syrien.

Præsident Erdogan meddelte lørdag, at Tyrkiets militær inden længe vil gå ind i de kurdisk-kontrollerede egne af det krigshærgede land.

Og søndag kom USA med en overraskende melding: Gør det bare.

Ifølge Det Hvide Hus er de omkring 1.000 amerikanske tropper i området allerede på vej væk.

Dog vendte Trump på en tallerken mandag, hvor han i et opsigtsvækkende tweet gjorde klart, at han bestemt ikke mener, at Tyrkiets planlagte militæroperation er i orden - selvom tropperne fortsat er på vej ud af landet.

'Som jeg før tydeligt har sagt, og bare for at gentage mig selv, hvis Tyrkiet gør noget som helst, som jeg - i min store og uovertrufne visdom - mener er over grænsen, så vil jeg fuldkommen ødelægge og udsletteTyrkiets økonomi (jeg har gjort det før!),' skrev han blandt andet.

»Da jeg så det første gang, troede jeg, det var falsk. Det er meget usædvanligt,« siger Kristian Mouritzen.

Lægger man tweetet sammen med tidligere udmeldinger fra den amerikanske præsident, peger det på en ekstremt presset mand.

»Han bruger de samme metoder, som da han sad for bordenden som stor forretningsmand. Han drejer på de økonomiske tommelskruer for at få sin vilje. Nogle gange gør han alvor af det, nogle gange ikke,« forklarer Kristian Mouritzen.

Men det vidner om, at Trump bliver angrebet fra alle sider.

Lederne af begge kamre i USA's kongres kritiserer præsident Trump for tilbagetrækningen af amerikanske soldater fra det nordøstlige Syrien.

Samtidig siger den republikanske senator Lindsey Graham - der er en af Trumps nærmeste allierede - at han vil opfordre Kongressen til at omgøre beslutningen.

Han betegner tilbagetrækningen som 'en lurende katastrofe' og siger, at der er kommet 'en plet på Amerikas ære for at have vendt ryggen til kurderne'.

Hvad Trumps næste træk bliver, ved han kun selv.

»Lige nu holder alle vejret og venter på at se, hvad der sker,« afslutter Kristian Mouritzen.