Selvom en ny video forsøger at vise, at Putin lørdag besøgte den besatte ukrainske by Mariupol, kan man ikke være sikker på, at han har været der.

Sådan lyder det fra seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel.

»Jeg føler mig ikke overbevist om, at han faktisk har været der,« siger Flemming Splidsboel.

Videoen, som det russiske nyhedsbureau RIA Novosti har lagt på Telegram, hævder, at Putin kører rundt i Mariupol og besøger en af byens koncertsale.

Men netop det faktum, at der ikke findes meget dokumentation fra det angivelige besøg, virker mistænkeligt, siger Rusland-eksperten.

»Det er underligt, at de ikke har givet den fuld gas på mediesiden på en måde, så man ikke er i tvivl om, han rent faktisk har været der,« lyder det fra Flemming Splidsboel, inden han fortsætter:

»Det er bemærkelsesværdigt i forhold til den måde, vi som oftest ser det, når han besøger steder. Eksempelvis da han for nylig var på besøg på en helikopterfabrik, og man kunne se ham gå rundt og se på ting og hilse på arbejderne.«

Ifølge Flemming Splidsboel vil der typisk være plastret til med fotos og videoer fra sådan et besøg på Kremls hjemmeside.

»De her klip kunne være filmet hvor som helst, både i bilen og i koncertsalen. Almindelige russiske nyhedsbrugere er sikkert overbevist. Men det er jeg ikke,« lyder det fra seniorforskeren.

Der er ikke andre end Kreml, der bekræfter Putins tilstedeværelse i Mariupol.

Mariupol ligger i det sydøstlige Ukraine. Byen blev sønderbombet af russerne i begyndelsen af invasionen.

I slutningen af maj kom byen under russisk kontrol, og i slutningen af september blev den sammen med resten af Donetsk-regionen og tre andre ukrainske regioner formelt annekteret af Rusland.

Ifølge Ukraines regering er mindst 25.000 personer blevet dræbt i Mariupol.