To formodede terrorister er fortsat på fri fod i Bruxelles og truer med at ’begå farlige handlinger,’ oplyser belgisk borgmester ifølge AP. Nu opfordrer broderen til den eftersøgte Salah Abdeslam sin bror til at melde sig til politiet.

I et interview med den belgiske tv-kanal RTBF siger broderen Mohamed Abdeslam, at han håber, at Salah Abdeslam vil melde sig til politiet. Både for at familien – og ofrenes familie – kan få svar på terrorangrebet i Paris. Det skriver norske VG.

»Vi foretrækker at se ham i fængslet i stedet for på kirkegården,« siger Mohamed Abdeslam til RTBF.

Udover Salah Abdeslam var også Mohamed Abdeslams anden bror, 31-årige Ibrahim Abdeslam involveret i terrorangrebet i Paris. Han var ifølge fransk politi den gerningsmænd, der sprængte sig selv i luften på Boulevard Voltaire.

Mohamed Abdeslam fortæller i interviewet med den belgiske tv-kanal, at familien til Salah og Ibrahim Abdeslam i øjeblikket har det svært, fordi medierne konstant ringer på døren til familiens hjem i den meget omtalte bydel Molenbeek. Et område, der af flere udenlandske medier er blevet betegnet som en 'terror-rede.'

Samtidig oplever Mohamed Abdeslam hele tiden at skulle forklare, at han ikke kendte til sin brors planer.

»Jeg så mine brødre to-tre timer før afgang. Der var ingen tegn. Det var ikke noget farvel, ikke noget farvel. Mine brødre stod mig meget nær, de var en del af mit liv, vi havde dagligdagssamtaler,« siger han ifølge VG i tv-interviewet.

Tidligere søndag oplyste borgermesteren i Schaerbeek-bydelen i Bruxelles, Bernard Clerfayt, til de belgiske medier, at hovedstaden fortsat er udsat for store trusler ifølge den belgiske premierminister.

»Der er to terrorister i Bruxelles, der meget vel kan begå farlige handlinger,« lød det fra Bernard Clerfayt.

Premierministeren har dog ikke ønsket at kommentere på borgmesterens udtalelser, og det er endnu usikkert, hvor han har sine oplysninger fra, skriver den britiske avis The Guardian.