Meddommer Ernst Henning Eielsen blev i Oslo tinghus her til formiddag taget på fersk gerning.

TV-billeder fra norske NRK afslører nemlig, at meddommeren elektronisk lægger kabale på sin computer, skriver den norske avis VG.noT.

Eielsen afviser ikke kritikken, men han vil ikke kommentere på sagen.

Informationschef i Oslo Tinghus, Irene Ramm, siger til VG.no, at dommerne følger nøje med, hvad der sker i retten og hvad der bliver sagt. Hun tilføjer, at der er flere måder at holde fokus på.

De afslørende TV-billeder har fået retten i Oslo til at reagere over for NRK.

- Det er en forudsætning for retssagen, at man ikke filmer dommerbordet. Der ligger masser af sensitive dokumenter og oplysninger, siger Irene Ramm til VG.

Meddommer Ernst Henning Eielsen har været aktiv meddommer undervejs i hele Breivik sagen, og stiller ofte spørgsmål til vidnerne i sagen.

VGs kommentator, Anders Giæver, der har været til stede i retten i Oslo under hele Breivik-sagen, undrer sig over meddommerens opførsel.

- Jeg ville tro, at det er i strid med måden at opføre sig på som meddommer, siger han til avisen.

Se det afslørende tv-klip på VG.no