Knivstik og tæsk med baseballbat endte med at koste en 20-årig mand fra New York livet tidligt mandag morgen.
Det skriver New York Post.
Hvad der formentlig bare skulle have været en hyggelig sexleg mellem tre personer, endte i stedet med at få fatale konsekvenser for en 20-årig mand fra bydelen Brooklyn i New York.
Da den 20-årige mand hev sit kamera frem for at forevige akten, som foregik i hans egen lejlighed, sluttede sammenkomsten nemlig brat.
Den involverede kvinde ville ikke finde sig i at blive filmet og forlod straks lejligheden i vrede sammen med den anden mand, som deltog i trekanten. Og umiddelbart efter at være kommet hjem til sig selv, kontaktede kvinden en ven og fortalte om episoden.
Kvindens ven dukkede senere på dagen op på den 20-årige mands adresse. Med sig havde han to venner, og alle var de bevæbnet med knive og baseballbat. Ifølge vidner kunne man kort tid efter deres ankomst se på overvågningsvideoer, at de jagtede den 20-årige rundt, mens han forgæves forsøgte at flygte.
Vidner forklarer, at den 20-årige mand, gennembanket og med adskillige knivstik forskellige steder på kroppen, i desperation bankede på hos naboer for at få hjælp – men hans liv stod ikke til at redde.
Da politiet efterfølgende ankom til gerningsstedet, fandt de ham liggende forblødt i lejlighedskompleksets lobby. Han blev hastet til hospitalet, men blev ved ankomsten erklæret død.
Politiet oplyser, at ingen er anholdt i sagen indtil videre. Men de har formentlig et ret oplagt spor, de kan følge. Offerets kæreste skulle således have modtaget en besked på det sociale medie Instagram.
'Din kæreste har lavet lort i den, og nu vil der blive taget hånd om ham,' skulle der ifølge vidner have stået i beskeden.