»Hvis nogen ved noget om Florida, så er det, at hvis du ikke evakuerer, når du får besked på det, så kan du risikere at dø.«

Den enorme kategori fem-orkan med navnet Milton nærmer sig den amerikanske delstat – og flere steder forbereder folk sig på det kaos, der vil følge med.

En af dem, der har tænkt sig at lytte til myndighedernes råd om at søge væk fra de områder, der forventes at blive hårdt ramt, er Michael Tylenda, der er på besøg hos sin søn i byen Tampa.

»De har før haft mange mennesker her, som er blevet i deres hjem og er endt med at drukne. Det er bare ikke det værd. Du ved, huset kan erstattes. Tingene kan erstattes. Så det er bare bedre at komme ud af byen,« siger han til nyhedsbureauet Reuters.

Her ses den rute, som orkanen forventes at tage.
Her ses den rute, som orkanen forventes at tage. Foto: National Hurricane Center
Vis mere

Den voldsomme orkan, der lige nu befinder sig ude over Den Mexicanske Golf, blev tirsdag nedgraderet til en såkaldt kategori 4-orkan, men den er siden taget til i styrke igen og er vurderet til at have være en kategori 5 – som er det højeste – med vindstyrker på op mod 265 kilometer i timen.

Milton forventes at ramme sent onsdag eller hen over natten til torsdag lokal tid – og ifølge myndighederne kan den blive yderst destruktiv:

»Dette er en meget alvorlig situation, og beboerne i Florida bør nøje følge ordrer fra deres lokale beredskabsmyndigheder. Milton har potentiale til at blive en af de mest ødelæggende orkaner, der nogensinde er registreret i det vestlige Florida,« lyder det natten til onsdag fra USAs Nationale Forvaltning af Hav- og Atmosfæreforhold (NOAA) på X.

Af den grund har mere end en million mennesker i kystområderne fået besked på at evakuere – mens området endnu er ved at komme sig over de ødelæggende følger af orkanen Helene for mindre end to uger siden.

»Hvis du skal ud, så kom ud nu,« lyder det ifølge NBC News fra guvernøren i Florida, Ron DeSantis:

»I har tid i dag (onsdag, red.). Tiden løber snart ud, hvis I venter længere.«

Et af de områder, der forventes at kunne blive hårdt ramt, er Tampa, der er hjemsted for mere end tre millioner mennesker.

Der advarer byens borgmester, Jane Castor, kraftigt mod, at man bliver i området og forsøger at ride stormen af:

Her ses et dronebillede af stormskyer over Caloosahatchee-floden, mens orkanen Milton nærmer sig Fort Myers i Florida.
Her ses et dronebillede af stormskyer over Caloosahatchee-floden, mens orkanen Milton nærmer sig Fort Myers i Florida. Foto: Ricardo Arduengo/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hvis du vælger at blive i et af de evakuerede områder, kommer du til at dø,« lyder hendes kontante advarsel ifølge Reuters.

Når orkanen rammer land, forventes den at føre til voldsomme stormfloder flere steder, bringe massive mængder regn med sig og kraftige vinde.

»Hvis du befinder dig i området med stormflodsvarsel, er dette en ekstremt livstruende situation, og du bør evakuere, hvis de lokale myndigheder giver ordre til det,« lyder det på X fra NHC Storm Surge, der stormflodsenheden under det nationale orkancenter.

Når Milton senere rammer land, vil dens vindhastigheder kunne være faldet, men samtidig forventes dens størrelse at vokse yderligere – hvilket kan bringe yderligere kystområder i fare.

Den enorme orkan rammer kort tid efter, at orkanen Helene ramte det sydøstlige USA den 26. september.

Mindst 230 mennesker er meldt omkommet efter ødelæggelserne fra Helene.

Det gør den til den hidtil mest dødelige orkan, der har ramt USA, siden orkanen Katrina i 2005, hvor omkring 2.000 mennesker mistede livet.