Et helt lokalsamfund er i chok og sorg, efter en lille pige har mistet livet i en tragisk ulykke.
8-årige Harmoney Harper fra Kansas i USA blev påkørt af en skolebus onsdag morgen.
Det skriver mediet People.
Den lokale politichef fortæller, at ambulancefolk gav den lille pige livreddende førstehjælp.
Men hendes liv stod ikke til at redde.
'Ring 911, min datter er død!'
Harmoney Harpers far fortæller til den lokale tv-station KSNW, at han blev vækket af sin hustru den skæbnesvangre onsdag.
»Inden jeg nåede hoveddøren, hørte jeg min kone råbe: 'Ring 911, min datter er død!',« siger han i interviewet, der er gengivet af People.
Han fortæller samtidig, at hans datter var i færd med at lege udenfor, da ulykken indtraf.
På Harmoney Harpers skole begræder lærere og elever tabet.
»Hun havde et smil på læben, hver gang man mødte hende, og hun var generøs med at give kram til andre. Hendes bortgang er et enormt tab, og hun vil blive savnet i Oaklawn,« siger rektor Donna Osborn til den lokale tv-station KAKE.
Tæt på 200.000 kroner indsamlet
Efter dødsulykken er det strømmet ind med hjælp til familien.
En indsamlingskampagne, der skal være med at betale for begravelsen, er oprettet på hjemmesiden Gofundme.
»Harmoneys grin og smil vil blive savnet for altid,« lyder beskrivelsen på hjemmesiden, hvor et billede af den otteårige også er blevet delt.
Foreløbig er der indsamlet et beløb svarende til knap 190.000 kroner.
Det lokale politi oplyser, at ulykken er under efterforskning, men at der ikke forventes at blive rejst sigtelse i sagen.
Ingen af passagererne i skolebussen kom til skade ved ulykken.