FCK-reserver og et stortalent, der har genfundet sig selv i FCN, får ros, mens dumme forsvarsbrølere hos Silkeborg og Lyngby får røg med på vejen.
Hver mandag samler B.T. op på højdepunkter og lavpunkter fra den forgangne uges Superliga-begivenheder. Følg med herunder, hvor ugens skurke, helte, top og flop er blevet udpeget af panelet i B.T.-podcasten 'Transfervinduet – ugens rapport'.
FC København
De forsvarende mestre hentede takket være et par skarpe reserver en 4-2-sejr hjem fra Randers, hvor hjemmeholdet ellers bed godt fra sig.
»Det er et flot svar, FCK giver på, at de faktisk bliver overløbet af Randers. Det er vigtigt, at de går ind til denne store uge med United-kampen og derby i weekenden med en sejr. Det ligner et FCK-hold, der overlegent kan vinde mesterskabet,« siger vært Jonas Ryefelt.
Derudover peger panelet også på Viborg FF, som tiltrængt kom sejrssporet mod Silkeborg IF, i Jakob Poulsens debut som midlertidig cheftræner.
FC Midtjylland, der fortsatte deres efterårsoptur med en stensikker 4-1-sejr i Hvidovre, som sender dem op på tredjepladsen i ligaen får også positive ord med på vejen.
Silkeborg IF
Kent Nielsens mandskab kom fra Viborg med halen mellem benene efter et 2-1-nederlag til deres midtjyske rivaler.
»De var det eneste af top-6-holdene, som tabte i weekenden. De er slet ikke med i kampen mod Viborg, og får første reduceret i overtiden. Det var ikke en katastrofe, men det var bare sløj indsats,« siger fodboldreporter Steffen Gronemann.
Frederik Gernigon peger på Lyngby Boldklub, der smed en føring væk i hjemmekampen mod kriseramte OB.
Vejle havde også en dårlig søndag, hvor det blev til sæsonens niende nederlag, denne gang i Farum mod FC Nordsjælland.
Andreas Schjelderup, FC Nordsjælland
FC Nordsjællands unge lejesvend fra Benfica har været en skygge af sig selv i et formmæssigt bøvlet efterår. Men søndag strålede han igen, og det fik afgørende betydning mod Vejle, hvor nordmanden stod for kampens eneste mål.
»Vi har været efter ham. Men han scorer flot efter en god kontra. Han spiller en god kamp. Han er en af de store stjerner i Superligaen, det skal vi huske. Så jeg havde forventet mere af ham. Han har tydeligvis skulle bygges op igen efter en svær tid i Benfica,« siger vært Jonas Ryefelt.
For anden uge i streg er brandvarme Anosike Ementa også blandt Superliga-rundens helte. To glimrende angriber-scoringer stod den lange bomber for i Viborgs sejr over Silkeborg.
FC Københavns matchvinder Jordan Larsson, som kom ind fra bænken og brød sin egen målkrise, får også ros med på vejen efter sin indsats i 4-2-sejren over Randers FC. En tiltrængt optur oven på det brændte straffespark på Old Trafford.
Marc Muniesa, Lyngby Boldklub
Lyngby-forsvareren var endnu engang i negativt fokus for sin klub, som kæmper med at skrabe point sammen for tiden. Han så dum ud ved OB's udligning til slutresultatet.
»Han er tidligere FC Barcelona-spiller, så han er dygtig til at spille bolden ud af bagkæden, men han er ikke et forsvarsjern af guds nåde. Han fucker op igen med en glidende tackling i feltet, og efterfølgende får han ikke fat i Deedson, som scorer OB's udligning,« siger Steffen Gronemann.
Mads Enggård fra Randers FC kandiderede også til skurkerollen for sin gigantiske hovedstødsafbrænder ved stillingen 2-3 sidst i kampen mod FCK.
Og så blev det noteret af panelet, at Silkeborg-talentet Alexander Busch havde problemer ved begge Ementas scoringer mod Viborg.