Hvis det stadig ikke helt er gået op for Jonas Vingegaard, så forstår man ham godt.

Den danske Tour-helt er nemlig blevet bombarderet med så mange lykønskninger og hele verdens opmærksomhed, at han dårligt nok kan have nået at bearbejde det eventyr, han har været en del af de seneste tre uger.

Et eventyr, der endte med en forrygende Tour de France-triumf for den 25-årige dansker, som er blevet hyldet massivt de seneste dage.

Men på trods af den enorme opmærksomhed og tusindvis af nye indtryk, er der alligevel én ting, som Vingegaard har bidt mærke i – og som han aldrig glemmer.

Jonas Vingegaard blev hyldet foran hele Rådhuspladsen i København.
Jonas Vingegaard blev hyldet foran hele Rådhuspladsen i København. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»At det er det største cykelløb i verden,« griner han først, da han møder B.T. i Glyngøre torsdag.

Kort efter uddyber han dog, hvad han for altid vil huske de tre vilde uger for:

»Det har jo bevist, at man skal tro på sig selv. Og at alt er muligt.«

Jonas Vingegaard kunne søndag aften lade følelserne få frit løb, da han trillede ind over målstregen på den sidste etape af årets Tour de France.

Et øjeblik, der betød, at den unge dansker havde skrevet historie som blot den anden danske cykelrytter nogensinde, der har vundet verdens største cykelløb.

Og efter et par dage i det hollandske, kunne Jonas Vingegaard onsdag lade sig hylde foran tusindvis af mennesker på Rådhuspladsen i København og i Tivoli.

Torsdag sluttede de mange dages fejring dog med en stor hyldest i hjembyen Glyngøre, hvor over 25.000 mennesker var mødt op.