Vi er vant til at se de danske Tour de France-deltagere i stramt cykeltøj og med stålsatte øjne, mens feltet slanger sig igennem det franske landskab.

Men hvordan er de danske profiler egentlig uden for kameralinsen - helt inde på hotelværelset?

Hvem er sjovest at feste med? Hvem minder mest om 90'er-legenderne Riis, Rolf og Skibby? Og hvem er det - helt ærligt - vi skal holde mest øje med i jagten på den næste danske etapesejr?

Det giver B.T.s Tour de France-ekspert Jakob Fuglsang et ærligt og personligt bud på, når han her vurderer de danske ryttere, der den 29. august stiller op i verdens største cykelløb, når starten går i Nice.

Christopher Juul Jensen er den bedste danske hjælperytter, mener Jakob Fuglsang.
Christopher Juul Jensen er den bedste danske hjælperytter, mener Jakob Fuglsang. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvem er bedst til at hente vandflasker i feltet?

»Det må være Christopher Juul-Jensen. Han er af de bedste hjælperyttere, du kan få. Han er bundsolid, og han kan føre dagen lang, men til gengæld er han også en, der altid ofrer sig. Han er holdets mand.«

Hvem forventer du dig mest af i Tour de France?

»Hvis vi snakker chancer for at vinde selv - så tager jeg Søren Kragh Andersen. Sunweb tager til Tour de France uden kaptajn. Hvis vi tager Kasper Asgreen - som kommer til at gøre det godt, og som vi kommer til at se meget til - så kommer han til at skulle føre. Søren Kragh Andersen får chancen for at køre i udbrud. Det samme gælder Mads Pedersen - han skal føre for sine to kaptajner. Søren Kragh Andersen har de største chancer, fordi han er på et hold uden kaptajner.«

Søren Kragh Andersen får lov at køre efter etapesejre i årets Tour de France, vurderer Jakob Fuglsang.
Søren Kragh Andersen får lov at køre efter etapesejre i årets Tour de France, vurderer Jakob Fuglsang. Foto: SEBASTIEN NOGIER
Vis mere

Hvem vil du helst dele værelse med, hvis du skulle med til Tour de France i år?

»Så vælger jeg Søren Kragh Andersen igen. Det er ham, jeg træner med - og jeg kender ham godt. Vi kommer godt ud af det med hinanden. Og han er påpasselig i forhold til coronavirus.«

Hvem vil du så IKKE dele værelse med?

»Jeg ved faktisk ikke, om nogen af dem snorker. Men den får Magnus Cort - for så skal man være med i hans hotel-reviews, hvor han læser bøger eller spiser pizza ude på toilettet. Men sidste år til Tour de France var der et par hollandske gutter med en YouTube-kanal, der havde givet sig selv en udfordring om, at han skulle give fem stjerner til et hotel. Så de havde pimpet hans værelse med champagne, chokolade og blomster - lige der havde det været godt at bo med ham.«

Magnus Cort minder mest om Jesper Skibby, mener Jakob Fuglsang.
Magnus Cort minder mest om Jesper Skibby, mener Jakob Fuglsang. Foto: PHILIPPE LOPEZ
Vis mere

Hvem kommer de danske seere for alvor på fornavn med under Touren?

»Mads Pedersen. Som verdensmester er han en, folk kommer til at se noget til. Om han også resultatmæssigt kan leve op til det, eller om han er låst i sin rolle, det er et godt spørgsmål. Men hvis de ikke kender ham i forvejen, så kender de ham efter Tour de France.«

Hvem er den største primadonna?

»Jeg skulle lige til at vælge Michael Mørkøv, men jeg ved faktisk ikke, om han brokker sig så meget. Det er jo danskere alle sammen, så det er nogle hårde hunde. Men den får Michael Mørkøv. Fordi jeg ikke ved, hvem jeg ellers skal vælge.«

Ingen af de danske ryttere brokker sig for meget eller er en decideret primadonna - men hvis Jakob Fuglsang alligevel skal pege en, bliver det Michael Mørkøv.
Ingen af de danske ryttere brokker sig for meget eller er en decideret primadonna - men hvis Jakob Fuglsang alligevel skal pege en, bliver det Michael Mørkøv. Foto: BRENTON EDWARDS
Vis mere

Hvem sidder flottest på cyklen?

»Kasper Asgreen. Han er en lang starut, men han sidder pænt på cyklen. Han kommer derudad. Så når jeg ikke kan vælge mig selv, så bliver det ham. Måske styrter han lidt, men det er jo ikke ensbetydende med, at han ikke sidder godt på cyklen. Det gør jeg jo også selv!«

Danskerne kommer for alvor til at stifte bekendtskab med manden i regnbuestriberne - Mads Pedersen - ved årets Tour de France, lyder Jakob Fuglsangs analyse.
Danskerne kommer for alvor til at stifte bekendtskab med manden i regnbuestriberne - Mads Pedersen - ved årets Tour de France, lyder Jakob Fuglsangs analyse. Foto: BEN STANSALL
Vis mere

Alle kender 1990’ernes gulddrenge - hvem er Rolf Sørensen, hvem er Bjarne Riis, hvem er Jesper Skibby blandt de danske Tour de France-drenge?

»Mads Pedersen er helt klart en Rolf. Han har selvtillid ud over alle grænser, så han får i hvert fald den pris. En Jesper Skibby ved jeg ikke rigtig, om vi har. Man skal være lidt gak. Magnus Cort får Skibby. Ikke fordi han ligner ham, men fordi han er lidt skæv med sine hotelratings og kommentarerne - han passer ikke altid lige ind på det normale. Kasper Asgreen ligner mest Bjarne. Men ellers er det Michael Mørkøv, som også er sådan en, der nørder med tingene. Ikke resultatmæssigt og som ryttertype, men han er også en, der går op i tingene.«

Hvem er den sjoveste?

»Det er Christopher Juul-Jensen. Han er sgu meget sjov! Han er sjov at være sammen med - en sjov fætter. Og så har han de irske rødder, der spiller ind. Ham og hans storebror - de er nogle sjove typer - nogle hyggelige fætre.«

35-årige Jakob Fuglsang på træningstur på Col de Braus inden genstarten på 2020-sæsonen. Det store mål er Giro d'Italia, hvor danskeren eksklusivt skriver klummer for B.T.
35-årige Jakob Fuglsang på træningstur på Col de Braus inden genstarten på 2020-sæsonen. Det store mål er Giro d'Italia, hvor danskeren eksklusivt skriver klummer for B.T. Foto: Simon Baungård Thomsen
Vis mere

Hvem vil du helst feste med, når løbet er ovre?

»Ja, hvem kan drikke? Når Magnus Cort får noget at drikke, så er der knald på. Så hvis han er lidt genert inden, så er der altså fest og farver. Søren Kragh Andersen er også en, der kan drikke igennem. Jeg tror faktisk vi kan tage et helt hold - vi kan tage dem alle sammen op. Når der først kommer alkohol på bordet, så bliver der gang i den.«

Obs: Denne artikel blev skrevet, inden den officielle Tour de France-udtagelse. Magnus Cort og Mads Würtz Schmidt er ikke blevet udtaget til årets Tour de France, men er i stedet reserver for henholdsvis EF Pro Cycling og Israel Start-Up Nation