En brækket finger er ikke nok til at slå Magnus Cort ud.

»Jeg har det fint nok. Så længe jeg ikke bruger fingeren, mærker jeg ikke noget til det, men selvfølgelig skal jeg bruge min hånd, når jeg sidder på cyklen,« siger han inden onsdagens etape.

Han har fået en slags pind ind, så han ikke bevæger fingeren mere end højst nødvendigt, forklarer han desuden. Og det er også for, at fingeren kan hele.

Med omkring 100 kilometer tilbage af gårsdagens etape blev Magnus Cort fanget i et styrt og røg i asfalten.

Cort måtte en tur i røntgenvognen og fik konstateret et mindre brud på den ene lillefinger. En skade, der dog ikke forhindrede ham i at køre videre på etapen. Og efter løbet gav danskeren også selv en status med et smil på læben.

»Det skulle jeg nok kunne køre med. Det er ikke så behageligt, men nu kørte jeg de sidste 100 kilometer med det,« sagde Magnus Cort, efter venstre hånd var blevet undersøgt.

»Fremover kan jeg forhåbentlig få det tapet bedre op, end jeg fik i lægebilen i dag (tirsdag red.). Og så håber jeg, at det bliver bedre dag for dag,« sagde danskeren.

Efter etapen blev han hentet direkte ved målstregen, så han kunne blive undersøgt, og på trods af bruddet lød meldingen hurtigt, at det ikke får betydning for hans videre deltagelse i årets Tour de France.

Og samme melding gælder inden dagens etape.

»Jeg skal nok komme igennem. Problemet er mest at sidde i feltet, tror jeg. At skulle sidde og bremse, skifte gear og stå op. Jeg tror sagtens jeg kan cykle i forhold til, hvordan jeg havde det i går i hvert fald,« siger Magnus Cort tidligt onsdag eftermiddag.

Han afslørede også lidt af Astanas planer for dagens etape.

»Der kunne godt være et udbrud i dag,« siger Magnus Cort, der dog også har fået klar besked på at passe på sig selv – både onsdag men også de kommende dage.