Når Caroline Wozniacki lørdag aften dansk tid møder Serena Williams i semifinalen i WTA-turneringen Western & Southern Open i Cincinnati, er der lagt op til et sandt revanchedrama.

Det er ikke mere end en uge siden, at tennisstjernerne Caroline Wozniacki og Serena Williams stod overfor hinanden i kvartfinalen i Rogers Cup i USA. Den amerikanske verdensetter slog den danske tennisdarling efter et tæt opgør. Nu venter endnu en duel mellem slyngveninderne, når der skal findes en deltager til finalen i WTA-turneringen i Cincinnati.

12.-seedede Caroline Wozniacki, der fredag slog 4.-seedede Agnieszka Radwanska i kvartfinalen, er ivrig efter at få revanche, fortæller hun til wtatennis.com.

- Hun slog mig 7-5 i sidste uge i tredje set, og det vil jeg gerne have hævn for, men det bliver svært. Hun har spillet virkelig godt de sidste par kampe. Jeg glæder mig til udfordringen, men jeg skal spille mit bedste tennis for at vinde, siger Caroline Wozniacki.

1.-seedede Serena Williams slog 8.-seedede Jelena Jankovic i sin kvartfinale og går ind til kampen mod danskeren med en overbevisende 7-1 føring i deres hidtidige interne opgør. Caroline Wozniacki tager dog en god portion selvtillid fra opgøret mod Radwanska med sig til semifinalen, forklarer hun.

- Jeg vidste, vi ville spille nogle lange point, så jeg blev bare ved med at klø på. Til sidst forsøgte hun at være mere aggressiv og spille mere mod linjerne, så det var vigtigt for mig at holde hovedet koldt, siger Caroline Wozniacki til wtatennis.com.