I ren panik gemte en tårevædet Emma Raducanu sig bag dommerstolen, da hun spottede sin stalker på tilskuerrækkerne under en kamp ved WTA 1000-turneringen i Dubai.
Efterfølgende fik den mandlige stalker et tilhold, men det lader dog ikke til at forhindre hans kamp for tennisstjernens opmærksomhed – for nu er han på spil igen!
For ifølge BBC Sport har selvsamme mand, der var til stede i Dubai, forsøgt at købe billetter til Wimbledon.
Det er dog ikke lykkedes ham at få fingre i en billet til den engelske Grand Slam-turnering, da mandens navn var markeret med et rødt flag i All England Club sikkerhedssystem, hvorfor hans forsøg på at anskaffe sig de eftertragtede billetter blev afvist.
Det var tilbage i februar, Raducanu spottede stalkeren på tribunen i Dubai.
Her kom det også frem, at manden havde opsøgt stjernen på hendes hotel dagen inden sin anden kamp ved turneringen, hvor han angiveligt gav hende et brev og tog et billede af hende.
»Jeg kunne bogstaveligt talt ikke se bolden gennem tårerne. Jeg kunne næsten ikke trække vejret,« lød det ifølge BBC Sport fra verdens nummer 36 efter den rystende oplevelse.
Emma Raducanu har tidligere været udsat for grænseoverskridende adfærd af lignende karakter. I 2022 blev en mand idømt et femårigt tilhold, efter han havde opsøgt den 22-årige tennisspiller på hendes hjemmeadresse.