Det blev holdet med spillere fra "resten af verden", der trak sig sejrrigt ud af duellen mod Europa i Laver Cup i San Francisco.

Afgørelsen faldt natten til mandag dansk tid, da amerikaneren Taylor Fritz besejrede tyske Alexander Zverev med cifrene 6-3, 7-6.

Dermed bragte Fritz resten af verden foran med 15-9 sammenlagt, da der var tre point for en sejr på sidstedagen.

Forinden havde verdensetteren Carlos Alcaraz holdt liv i kampen for europæerne ved at vinde med de knusende cifre 6-2, 6-1 over argentineren Francisco Cerundolo, der lørdag slog Holger Rune.

Rune deltog for første gang og tabte begge sine kampe, da han heller ikke havde succes i doublen med norske Casper Ruud.

En sejr gav et point fredag, to point lørdag og tre point søndag. Europa førte med 2-0 efter de to første kampe og senere også 3-1, men derfra styrede resten af verden, der blev ført an af holdkaptajn André Agassi, mod sejren.

Europa noterede sig undervejs for fem sejre - heraf tre i single - mens modstanderen hev syv sejre hjem, hvoraf seks var i single.

Fritz, der er nummer fem på verdensranglisten, tegnede sig for to sejre. Ud over den mod Zverev slog han også Alcaraz lørdag. Dermed slog han verdens nummer henholdsvis tre og et.

Det europæiske mandskab blev ledet af franske Yannick Noah.

/ritzau/