Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.


I 1998 vandt Kenneth Carlsen sin første ATP-finale. Men det var tæt på ikke at lykkes. I omklædningsrummet i Hongkong gik den danske tennisstjerne i baglås. En masse rutiner og ritualer havde taget overhånd for Carlsen, der pludselig ikke kunne få sig selv til at forlade det trygge rum for at entre centre courten og finalen mod Byron Black.

- Jeg stod som forstenet i omklædningsrummet og løftede min taske op og ned, op og ned. At løfte tasken korrekt fra gulvet og placere remmen over skulderen havde udviklet sig til en mani, der holdt mig i et jerngreb. Jeg skulle gøre det fire gange, og samtidig skulle jeg hver gang tælle til fire, mens jeg gennemførte bevægelsen - en, to, tre, fire, op på skulderen. Men noget blev ved med at gå galt. Jeg følte ikke, jeg havde gjort det godt nok.

Sådan beskriver Kenneth Carlsen det indvendige drama i omklædningsrummet før finalen i 2008 i sin nye biografi "Alene på banen."

Han var blevet filtret ind i sit eget sikkerhedsnet. Han ønskede brændende at vinde finalen, men angsten for at tabe og ikke slå til fik hans indre til at skrige på tryghed. Noget gik i baglås i Kenneth Carlsen. Han husker tilbage på oplevelsen i omklædningsrummet med kvaler, men situationen blev hurtigt overskygget af følelsen af at sidde i samme rum bagefter. Med karrierens første ATP trofæ. 25 år gammel.

- Jeg tror, jeg havde det, man kalder OCD (Obsessive Compulsive Disorder), men jeg har aldrig fået diagnosticeret det. Jeg har bare set en masse programmer om det og tænkt, at det var mig, siger Kenneth Carlsen, der i dag har fået de styrende ritualer på afstand.

Manierne, som han selv kalder dem, satte ind i juniortiden, hvor den purunge Carlsen hurtigt steg til tops i Danmark og blev nummer tre på juniorverdensranglisten. Presset, ansvaret og forventningerne fik Kenneth Carlsen til at udvikle nogle overtroiske rutiner. Nøjagtig som alle andre eliteidrætsfolk gør det. Desværre for Kenneth Carlsen tog ritualerne overhånd og skabte i løbet af karrieren flere problemer end tryghed. De udviklede sig til en form for tvangstanker, der slog til, når Carlsen var stresset.

- Engang kom Trine og jeg næsten for sent til en flyafgang, fordi jeg fik fat i et magasin i en boghandel og ikke kunne få sat det tilbage i stativet på den bydende nødvendige måde. Jeg gentog og gentog og gentog forsøget med stigende panik, mens Trine stod og forsøgte at få mig til at glemme det, så vi kunne gå til gaten, fortæller Carlsen i biografi.

Hans kæreste gennem 16 år, Trine Laugesen, var en af de få omkring Carlsen, der kendte til problemets alvor. Gang på gang oplevede hun, hvordan hendes kæreste skulle tænde og slukke lyset i flere rum fire gange, før parret kunne gå ud af døren. Eller når han tjekkede bilen så mange gange, at politiet til sidst stoppede ham, fordi de troede, han var biltyv. Efterhånden gik alvoren op for Kenneth Carlsen, der tog en snak med en idrætspsykolog. At åbne op om manierne og samtidig blive bevidst om dem, var vejen frem for Carlsen, der lærte at styre sine ritualer og fremover kun satte sin lid til dem, der hjalp ham i hans spil og gjorde ham tryg i sin tennis.

- Jeg er bange for, at folk skal få et indtryk af, at jeg bare sidder i et eller andet hjørne og tæller inde i mig selv. Men sådan er det jo slet ikke. Jeg lever jo et helt normalt liv, men sportsfolk lever en ekstremt stresset tilværelse, for der bliver holdt øje med alt, hvad vi laver af resultater. Man er til eksamen hver gang, man går på banen. Når det så gik op i en spids for mig, gik det galt. Der er nogen, der har det sådan, at de bare skal have den samme t-shirt på, men jeg havde så mange rutiner og ritualer, at det tog overhånd, siger 35-årige Carlsen i dag.

Han mener ikke selv, at hans mani har stået i vejen for hans tenniskarriere, for når han stod på banen, kunne han ofte lukke alt ude. På banen var han tryg og i sit es, men det kan være svært for elitesportsfolk at lukke folk ind i en verden, som kun én eneste forstår.

- Man er fuldstændig alene i verden, og jeg kunne ikke engang sætte mine allernærmeste ind i det pres, jeg følte. Jeg bar det alene på mine skuldre, og i individuel sport har man ingen at støtte sig op ad. Man har selv hele ansvaret og alle forventningerne.  Jeg vidste ikke, om jeg skulle åbne mig, for jeg følte, det var en form for svaghed. Jeg holdt det indeni mig, for i sport er der meget skuespil, hvor man skal se stærk og selvsikker ud, fortæller Kenneth Carlsen, der mener, det er vigtigt at vise andre sider af sport end bare det, der sker på banen.

- Man skal være åben og få noget hjælp. Man skal tale om det, og det er utrolig godt at få åbnet op om det. På en måde er det terapeutisk for mig at udgive denne bog. Jeg har det godt i dag, og det har jeg haft hele livet, men jeg har måttet arbejde med det. Disse erfaringer gjorde mig klogere på, hvad der sker i folk, som er hårdt presset, og gør mig i dag til en bedre coach, end jeg ellers ville have været. Jeg kan gennemskue stress, når jeg ser det, og jeg tror, jeg ved, hvordan stressede mennesker kan lære at finde det velvære og livsmod, som kan bringe dem videre, forklarer Kenneth Carlsen i Alene på banen.
 

Andre læser også