I sidste uge kom det frem, at tre amerikanere ikke kunne få repareret deres Mac-computer, fordi der var spor af cigaretrøg i maskinen. Amerikanske tilstande, tænker du måske. Men næ nej det sker også herhjemme.

Anders Tolborg investerede for et år siden i den helt nye MacBook Pro Unibody. Han vidste, hvad han gik ind til, for det var hans tredje Mac-computer i rækken. Han havde dog aldrig forventet, at nyanskaffelsen ville volde ham så mange problemer og da slet ikke på grund af de cigaretter, han røg i de første tre måneder efter købet.

Efter et lille halvt år begyndte computerens ene blæser at larme meget, og han indleverede den derfor til reparation i sin lokale Humac butik overbevist om, at den vil blive fikset i et snuptag, da der stadig er garanti på maskinen.

- Der går et par dage, og så får jeg et brev fra Humac, hvor de skriver, at min garanti ikke dækker reparationen, da denne er forårsaget af 'kraftig røg og støv'. Det betyder, at jeg selv skal betale for en ny blæser, der koster 1.051,60 kr., fortæller Anders Tolborg, der efter lang tids tovtrækkeri med både Humacs og Apples kundeservice beslutter selv at spytte penge i kassen og købe den nødvendige reservedel.

En reservedel, der kun kan købes igennem Apple og derfor er meget dyr.

Men nu er den gal igen. Samme blæser er begyndt at give lyd fra sig.

I går indvilligede Apple dog i at skifte blæseren uden beregning også selv om Anders Tolborgs garanti på computeren er udløbet. Et plaster på såret, ja. Men spørgsmålet om, hvorfor han ikke kunne få repareret sin computer i første omgang, står stadig tilbage. Der står ikke noget om, at der ikke må ryges i nærheden af en MacBook hverken i maskinens brugervejledning eller i Apples generelle garantibetingelser.

B.T. ville gerne have spurgt Apples PR-manager, Petter Ahrnstedt, om, hvorfor garantigen ryger , hvis ejeren ryger , men det har ikke været muligt at få en kommentar.