Google tester en hyperlokal nyhedsapp, som ifølge ekspert har stort potentiale. Der er dog nogle store udfordringer.

Er der isglat på Tingstedet i Valby? Er de løbet tør for letmælk nede i Fakta i Jyderup?

Sådanne hyperlokale historier, der har relevans for din hverdag, finder du næppe hos dit foretrukne nyhedsmedie. Men det vil Google nu gøre noget ved.

Søgegiganten har således lanceret en ny app ved navn Bulletin, som tillader brugere at publicere alverdens lokalhistorier om ting, der sker lige nu og her i nærområdet.

'Bulletin gør det nemt at belyse inspirerende historier, der ikke bliver fortalt,' som Google selv skriver om sit seneste påfund.

Appen er i første omgang begrænset til de amerikanske byer Nashville og Oakland, hvor den i øjeblikket bliver testet. Og der er da også god grund til at være tilbageholdende, mener Mads Kæmsgaard Eberholst, der er medieforsker ved Roskilde Universitet.

»Som bruger får man en talekanal. Og hvis den er sanktioneret af Google, så skal Google kunne stå inde for indholdet - og så skal det sgu også være rigtigt. Det skal være baseret på fakta, og det skal helst være objektivt,« siger han og uddyber:

»Der skal ikke lige pludselig rotere en masse løgne og fake news rundt på en platform, der står Google på. For det er Google ikke interesseret i - tværtimod.«

Når det så er sagt, så ser Mads Kæmsgaard Eberholst et enormt potentiale i appen.

»Hvis Google kan lykkes med at gøre det nemt og måske lave et system, hvor man får en eller anden form for belønning - og alle faktorerne i øvrigt falder på plads - så er det noget, der klart godt kan få en stor indflydelse på, hvordan vi oplever hverdagen. Absolut,« vurderer han.

Bulletin går helt tæt på lokalsamfundet og kan eksempelvis bruges til at informere om, at en vej er spærret.
Bulletin går helt tæt på lokalsamfundet og kan eksempelvis bruges til at informere om, at en vej er spærret. Foto: Google
Vis mere

Ikke første gang

Der er andre før Google, der har eksperimenteret med hyperlokale nyheder - og fejlet, forklarer Mads Kæmsgaard Eberholst.

»I 2007 var der en fyr, der hed Adrian Holovaty, som fik en ordentlig røvfuld penge fra Knight Foundation, der investerer i journalistik, til at lave noget, der hed EveryBlock. Det skulle være hyperlokalt - hver blok skulle nærmest have sin egen avis,« forklarer han og fortsætter:

»Det fejlede eklatant og blev lukket meget, meget hurtigt, fordi det simpelthen ikke virkede. Det havde noget at gøre med, at teknologien simpelthen ikke var klar, men også at man løb ind i nogle problemer med det indhold, der kom på. Det er mig bekendt det største sats, der har været på den type indhold.«

Mads Kæmsgaard Eberholst forklarer, at det tætteste, vi i dag kommer på hyperlokale nyheder, faktisk er Facebook.

»Stort set alle bysamfund har i dag nogle Facebook-grupper, der er særdeles velfungerende, hvor man deler alt fra plæneklippere til frisørtips - you name it. Det er sådan set hyperlokale nyheder bare i en lidt anden forstand,« siger han og uddyber:

»Så behovet er der. Spørgsmålet er så, om man kan dække det bedre på denne måde, hvor man har nogle andre mekanismer, man sætter i værk. Kan det overføres til nyhedssfæren? Det kan det garanteret godt, hvis man gør det rigtigt.«