Googles nye konkurrent til Facebook er snart online og åben for alle. Den hedder 'Google+'. Men hvorfor skulle du egentlig skifte fra Facebook til Google+?

Google+ prøver at gøre søgning efter indhold på internettet socialt. Men lige nu er det ikke nødvendigvis en fare for Facebook, siger internet-psykologen Anders Colding-Jørgensen

- Jeg tror faktisk ikke, at Google+ i sin nuværende form bliver en direkte konkurrent til Facebook. Deres fokus er forskellige lige nu. Google+ prøver at lægge et socialt lag ned over søgninger på Google, og prøver ikke at være en tyk social tjeneste som Facebook, siger han.

Lige nu, når man søger på Google, er det en søgealgoritme, som bestemmer, hvad der kommer frem i dit søgeresultat. Den tager ikke højde for, hvad dine venner og omgangskreds finder interessant.

Det vil Google+ lave om på. Med det nye projekt vil det, dine venner finder interessant, få en højere prioritet i dine søgeresultater.

Ligesom på Facebook, skal du indsamle dine bedste venner på Google+.

- Man kan have venner på Google+ ligesom på Facebook. Men hvor Facebooks venner samles i en stor klump, hvor der ikke automatisk differentieres mellem de forskellige venner, når man deler et link, vil de på Google+ blive inddelt i grupper fra starten. Google+ er bygget op omkring disse grupper, hvor venskaberne deles op i grupperinger, så det bliver muligt at dele indhold til en lille håndfuld ad gangen, siger Anders Colding-Jørgensen.

Når du har samlet dine venner på Google+, vil dine søgeresultater blive påvirket af deres adfærd.

Dette gøres med Googles +1-knap, der kan sammenlignes med Facebooks 'Synes godt om'-knap.

Først og fremmest deler du det indhold, du trykker +1 ved med dine Google+ venner - ligesom på Facebook. Det kan være nyhedsartikler, madopskrifter og andet.

Men når du og dine venner trykker på +1-knappen, tilkendegiver I også over for omverdenen og jeres venner, at 'det her er ret sejt' - som Google selv beskriver det.

Det betyder ganske enkelt, at Googles søgealgoritme bliver socialt bevidst. Jo flere mennesker, der trykker +1, des mere ved algoritmen om, hvad mennesket reelt set interesserer sig for på internettet.

En nyhedsartikel, der har fået mange +1 tilkendegivelser, vil altså oftere komme frem i søgeresultater end førhen. Og hvis en af dine venner har givet en artikel +1, vil den få en højere prioritet, når du søger.

Man vil hovedsageligt støde på den nye knap, når man laver en Google-søgning. Til højre for alle søgeresultater er det nu muligt at trykke på knappen. Tryk på den, hvis du vil anbefale den fundne side til dine venner. Ganske simpelt.

For at bruge Google+ og +1-knappen skal man have en Google-profil samt være logget ind.

Google+ er stadig lukket for de fleste, da det i øjeblikket testes af få udvalgte. Det vil dog snart være åbent for alle.