Efter flere år med fuldt fokus på individuel træning er det igen blevet in at træne i grupper.

Mennesket er et socialt dyr. Vi nyder at være i flok både i arbejdslivet og i fritiden.

Selvom vi de seneste mange år er blevet mere egoistiske i vores tankegang og opførsel er det stadig sjovere og mere motiverende at være fælles om arbejdsopgaver, hjemlige sysler, kulturelle begivenheder og ferier.

Det samme gælder i sportens verden.

Fællesskab er in

Tidligere var vi til boldspil, ketsjerspil og fælles gymnastik, men fitnessbølgen ændrede vores måde at træne på.

I fitness-centeret træner vi typisk mere alene og i maskiner. Men nu vender lysten til den sociale træning tilbage både i fitness-centrene og på fodboldbanerne.

Især blandt piger og kvinder er fodbold blevet mere populært. Sandsynligvis er det ikke kun på grund af sammenholdet i en gruppe, men også fordi de danske forskere de seneste ti år har vist, at fodbold er fysisk opbyggende både styrkemæssigt og konditionsmæssigt, samt at det at spille fodbold er god træning af vores motorik.

Gruppe-træning undervises, motiveres og ledes af en instruktør i f.eks. aerobics, cykling, yoga, styrketræning eller danseklasser. Programmerne kan være almene, eller de kan være designet til patienter, ældre eller andre interessegrupper.

Holdfølelsen motiverer

Triatlon har de seneste seks år fundet sin plads hos os danskere. Selvom sporten er præget af individualister, er klubfølelsen stor. Blandt triatleter er det vigtigt med fællestræning – det at have nogle at løbe, cykle og svømme sammen med.

Den sociale tilgang er tilsvarende blevet en større del af den fysiske træning i fitness-centeret og hos de personlige trænere.

Gruppetræning arrangeres både indendørs og udendørs, i større eller mindre grupper, i en kombination af styrke- og kredsløbstræning med vægt på sammenhold og gruppedynamik og med hensyntagen til alder, køn eller fitness-niveau.

Motivationen til at holde sig fysisk aktiv kan være meget varierende fra dag til dag. Vi kan alle nikke genkendende til den træthed, der kommer snigende om eftermiddagen og gør ens planlagte træning til en umenneskelig bedrift.

Men gruppetræning kan redde dig fra trætheden.

Når du ved, at der er nogle, som venter på dig, nogle der står klar til at hive dig op i gear og give dig heppende ord med på vejen. Så er det lettere at komme af sted.

Når du først er i gang, så skal energien og motivationen nok komme. Det handler kun om at få tøjet på og komme af sted. Resten følger af sig selv.

  • TANJAS TIP: Du fortryder kun den træning, du ikke fik udført.

GUIDE

Indendørs

Er du til indendørs træning, og vil du gerne gennemføre en intens kredsløbs-session, så er gruppetræning i kredsløbsmaskiner en god idé. Tre personer, der træner sammen, kan skiftes til at bruge løbebåndet, motionscyklen og romaskinen. Ti minutter med høj intensitet på hver maskine, afbrudt af ét minut til at skifte maskine, giver 30 minutters hård træning, uden at I keder jer. Som en bonus mindsker du risikoen for at få skader, som ellers ofte er en risiko, hvis man udfører monotone bevægelser med høj intensitet i længere tid. Forandringer hvert 10. min gør det lettere at gennemføre programmet. Er du/ I  til konkurrencer, er det oplagt at lægge det moment ind i træningen.

Udendørs

En fitness bootcamp er et fysisk træningsprogram for grupper udført med en personlig træner. Programmerne er designet til at opbygge styrke gennem en række intense gruppeintervaller i løbet af f.eks. en time. Ofte foregår aktiviteterne udendørs ved hjælp af de naturlige redskaber i naturen, parker eller strande. Du kan finde bootcamps for stort set alle typer af grupper forskellige steder i landet. Der findes grupper for kvinder med babyer, unge kvinder, grupper med fokus på styrke, kondition, eller vægttab. Der er også gruppetræning, der fokuserer på specielt udstyr såsom TRX-remme eller ekstra tunge redskaber. Jeg er til og med stødt på en bootcamp for par, der ‘træner op til’ en smertefri fødsel. Her fokuserer træningen på at blive klar til en aktiv fødsel, hvor parret f.eks. bliver undervist i den nyeste viden om smerteforskning.

Er du ikke til spinning, bootcamp eller andre af de klassiske fitnesstimer? Så hiv fat i to af dine venner/veninder og prøv min intense kredsløbstræning.
Gruppetræning er især givende, når vi snakker om hård træning. Det kan være rigtig svært at presse sig selv, når man træner alene, men sammen er det meget nemmere ...

Tre personer – 30 minutters hård træning

Èn person løber på løbebåndet i 10 minutter.
Èn person cykler på motionscyklen i  10 minutter.
Èn person roer i romaskinen i  10 minutter.

Alle tre begynder på samme tid. Efter ti minutter med høj intensitet på hvert ergometer holder I et minuts pause og bytter i plads. Efter 33 minutter har I været alle maskiner rundt.