Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Lene Palfelt fik konstateret brystkræft som 39-årig, da hendes børn var helt små.

»Jeg var stadig på barsel, da lægen sagde, ‘du har forandringer i brystet, og det ligner kræft’.«

Sådan indleder Lene Palfelt historien om kræftforløbet, der fik hendes verden til at bryde sammen.

Karla var bare ét år, og Lene Palfelt havde opdaget en øm knude i brystet, da hun stoppede med at amme. Selvom hun bare tænkte, at det var en irriteret mælkeknude, blev hun scannet med ultralyd. Hun er selv sygeplejerske og vidste, at når radiologen sagde ‘kræft’, så var der ingen tvivl.

»Jeg vidste, hvad det betød, og min verden brød sammen. Jeg prøvede at ringe til min kæreste Simon, men han sad i møde. I stedet sendte jeg en sms til ham, hvor der stod: ‘Det ligner kræft’.«

Lene Palfelt blev efterladt i venteværelset med et klap på skulderen, indtil hun blev hentet af sin kæreste. Inden han kom, nåede tankerne at få frit løb.

»Jeg kan huske, jeg hulkede og var helt knust. Jeg tænkte, at jeg har tre børn. De er kun et, fire og syv år, og jeg kan ikke dø fra dem. De skal have en mor mange år endnu.«

Beskeden: ’Du har brystkræft’, får hver niende danske kvinde. Det er den mest udbredte kræftform for kvinder, og den har fået stor opmærksomhed de seneste år. For 10. gang afholdt Kræftens Bekæmpelse i går ‘Lyserød Lørdag’, som er kulminationen på ‘Støt Brysterne’-kampagnen, der kører i hele uge 40:

»Hele landet er jo lyserødt på Lyserød Lørdag. Der er events alle vegne, og det er kun fantasien, der sætter grænser. I år har vi jubilæum, og det kan mærkes,« siger Sanne Lykke Lindehøj, der er eventmedarbejder på Lyserød Lørdag.

Gennem hele uge 40 samler Kræftens Bekæmpelse ind, og frivillige står klar på ‘Lyserød Lørdag’ med forskellige tiltag, der skal sætte fokus på sagen og hjælpe indsamlingen.

For Lene Palfelt og hendes familie skulle hverdagen fortsætte som hidtil – for børnenes skyld. Derfor søgte hun information og vejledning hos Kræftlinjen. Her fandt hun og Simon frem til, hvordan de skulle sige til børnene, at mor var syg.

For Simon og Lene var det o.k., at børnene så mor eller far græde, men det var vigtigt, at de ikke så dem hulke eller være bange og bekymrede.

»Så jeg fortalte dem, at jeg havde kræft i brystet, og det første spørgsmål, vores store datter stillede, var, om jeg så skulle dø ligesom farfar. Jeg sagde til hende, at farfar havde kræft i maven, og jeg havde kræft i brystet. ‘Så er det jo noget andet’, ræsonnerede hun sig frem til, og dermed skulle mor ikke dø.«

Hjælp i hjemmet

De blev enige om, at Simon skulle klare alt det lavpraktiske omkring hjemmet og børnene. Det betød, at han handlede ind, håndterede skoleintra, legeaftaler og lavede mad. Han hentede og bragte børnene sammen med mormor og sørgede for, at deres hverdag kunne fortsætte uforandret. De skulle stadig gå til gymnastik og have legeaftaler.

Lenes energi skulle gå til at være sammen med børnene så meget som muligt.

»Jeg ville ikke bruge mine overskydende kræfter på at handle, men i stedet tanke energi ved at være sammen med familien. Min mor hjalp meget med Karla, og det betød, at Simon ikke stod med det praktiske angående tre små børn alene.«

For Lene Palfelt og hendes familie har kræften bragt dem tættere på hinanden. De har talt sammen på helt nye måder og har været igennem en eksistentiel krise. De har haft døden tæt inde på livet, og det gør noget ved mennesker.

Parterapi

»I begyndelsen af forløbet levede jeg meget eksistentielt. Intet kunne irritere mig, jeg var bare glad for at være i live. Men på et tidspunkt begyndte det at vende, så jeg igen kunne irritere mig over småting. Det var rart, for det mindede mig om det »normale«. Vi endte med at joke meget med ‘kræft-kortet’. ‘Det må du gøre, for jeg har haft kræft’, jokede jeg. Den blev brugt med et glimt I øjet, når der var noget jeg ikke lige gad lave.

Parret endte med at tage et forløb i parterapi, fordi man i en lang periode har været meget overbærende over for hinanden, og nogle ting var det bare godt at få talt igennem. Lene og Simon var ikke et dårligt sted i forholdet, men for at undgå, at der lå noget og ulmede under overfladen, gik de til en terapeut.

Fortæl om det

For Lene Palfelt havde det stor betydning, at de meldte ud til hele omgangskredsen, at hun havde fået kræft.

Skole, vuggestue, børnehave, idrætsklubben, gymnastikforeningen og selvfølgelig familie og venner fik at vide, at hun havde brystkræft. Alle fik også at vide, hvad familien havde fortalt børnene, så de kunne navigere i sygdomshistorien.

»Det værste er næsten, at folk trækker sig, fordi de er bange for at spørge eller tale om det. Det oplevede vi stort set ikke, men vi gjorde det også klart, at alle gerne måtte spørge, og vi skulle nok selv sige fra, hvis vi ikke lige orkede at tale om det.«

Foto: Privat
Vis mere

Andre læser også