Hvad der skulle have været en ærlig selvbiografi om et giftigt mobbemiljø i svømmeverdenen endte i en massiv shitstorm for Jeanette Ottesen.
En del af kritikken gik blandt andet på, at Jeanette Ottesen i detaljer gengav mobningen af svømmekollegaen Lotte Friis, som hun i øvrigt beskrev som et 'klassisk mobbeoffer'.
Men bogen fik også store konsekvenser for Jeanette Ottesens mentale helbred. Den danske svømmedarling fik nemlig angst som konsekvens af den shitstorm, hun havnede i, fortæller hun til TV 2.
»Jeg blev et andet menneske efter den bog. Jeg holder meget mere igen, end jeg gjorde før. Og så fandt jeg ud af, hvad angst var,« siger Jeanette Ottesen til mediet.
Selvbiografien, der fik titlen 'Fri', blev udgivet i efteråret 2021, og kort efter oplevede Ottesen sit første angstanfald.
I flere dage havde den tidligere svømmer ligget i fosterstilling i frygt for, hvad omverdenen tænkte om hende. Men denne dag var hun blevet overtalt til at tage i Tivoli med sin mor, søster og deres børn.
Men midt i et måltid kunne hun mærke, hvordan hendes hals snørede sig sammen. Hun forlod restauranten, lagde sig på bagsædet af sin bil og startede efterfølgende i terapi.
Her fandt den tidligere OL-bronzevinder og seksdobbelte verdensmester ud af, at det var et angstanfald, hun havde oplevet.
I dag har Jeanette Ottesen det bedre end i 2021, men angsten kan stadig dukke op, når hun føler, hun er ved at blive misforstået, siger hun til TV 2.