Jeanette Ottesens bog 'Fri' har skabt mange overskrifter, allerede inden den er udkommet.

Og nu reagerer den danske svømmestjerne i kølvandet på den massive debat, selvbiografien har skabt på baggrund af et afsnit om mobning af Lotte Friis.

'Min intention var blandt andet at stille skarpt på mobning ved at fortælle om mine personlige oplevelser og ved at sige undskyld,' indleder Ottesen et opslag på Instagram og fortsætter:

'Jeg ønskede at gøre op med den kultur, jeg var en del af, og jeg ønskede at stå til ansvar for mine handlinger. Jeg er ked af, at jeg ikke var stærk nok til at sige stop dengang, men i stedet blot var en medløber. Det var jeg ked af dengang, og det er jeg endnu mere ked af nu,' skriver den tidligere svømmer.

En del af kritikken har blandt andet gået på, at Jeanette Ottesen i detaljer gengav mobningen af Lotte Friis og beskrev, hvad der blev mobbet med. Hvordan der kunne blive gjort grin med alt fra svømmebriller, til at hun var klodset.

Noget, Lotte Friis selv har fortalt 'ikke var okay', ligesom hun mandag aften fortalte, at hun føler sig 'mere blottet og stillet til skue for hele Danmark, end hun nogensinde har prøvet før'.

'Jeg tager ansvar for, at min undskyldning i bogen ramte helt ved siden af, og at jeg igen har forurettet Lotte. Jeg forstår til fulde Lottes reaktion. Mit ønske var at være bundærlig – og det gennemsyrer bogen. På godt og ondt. Selvom bogen først udkommer i morgen, er der ting, jeg allerede nu har lært og taget til efterretning. Ting, jeg ikke vidste for blot et par dage siden – men nu ved jeg bedre,' skriver hun og fortsætter:

'Det var mit ønske at sætte fokus på mobning på en konstruktiv måde, men jeg er i stedet kommet til at reproducere og ansvarliggøre Lotte. Det var det sidste, jeg ville, men jeg kan godt se, det desværre er, hvad jeg har gjort. Det er jeg ked af,' skriver Jeanette Ottesen.

Svømmerne Lotte Friis og Jeanette Ottesen har trænet sammen som unge. Jeanette Ottesen har på det seneste fået hug for at udlevere Lotte Friis i sin selvbiografi.
Svømmerne Lotte Friis og Jeanette Ottesen har trænet sammen som unge. Jeanette Ottesen har på det seneste fået hug for at udlevere Lotte Friis i sin selvbiografi. Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere

I bogen får hun blandt andet beskrevet, hvordan Lotte Friis var et 'klassisk mobbeoffer', og hun fortalte også, at Friis ikke sagde fra.

'Jeg ved nu, at mobning trives godt, når fællesskabet bakker op om det. Jeg ved også, at det er en udbredt misforståelse, at den, der bliver udsat for mobning, selv 'kan gøre for det' og 'skal lære at sige fra. Den misforståelse er jeg også kommet til at give næring i min bog. Det er en stor fejl,' skriver Ottesen.

Den nu pensionerede svømmestjerne skriver, at for hende har det været vigtigt at gøre op med en kultur, hun selv var en del af.

'En kultur, hvor trænerens ord er lov. En kultur, hvor man ser tingene forskelligt, afhængig af hvilken side af kanten man er på. Et miljø, som var så betændt, at det gør ondt, når man prikker hul på bylden,' skriver hun videre.

'Efter denne storm kan det måske lyde hult at sige undskyld, men det er mit oprigtige ønske,' skriver Jeanette Ottesen.

Hun fortæller, at hun stadig vil gøre, hvad hun kan, for at gøre en forskel og lære af sine fejl. Til sidst skriver hun desuden, at hun ikke har yderligere kommentarer til sagen.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Lotte Friis.