Den danske svømmer Mads Glæsner får sin guldmedalje fra VM på kortbane i Istanbul i 2012 tilbage.

Det sker efter Mads Glæsner appellerede beslutningen om, at han skulle fratages medaljen, som han vandt ved samme stævne, hvor han få dage forinden blev testet positiv for et ulovligt stof.

Den internationale sportsdomstol (CAS) har valgt at imødekomme Mads Glæsners appel, fordi der var specielle omstændigheder omkring Mads Glæsners positive dopingtest. Da Mads Glæsner tre dage før guldmedaljen i 1.500 meter fri vandt bronze i 400 meter fri, afgav han en dopingprøve, hvor der senere blev fundet spor af stoffet levmetamfetamin. Men efter guldmedaljen afgav Mads Glæsner også en dopingprøve, og her var der ikke nogle spor af stoffet. Det er blandt andet på den baggrund, at Mads Glæsner har fået guldmedaljen tilbage.

Mads Glæsner modtog sidste forår tre måneders karantæne for den positive dopingprøve. Den danske svømmer forklarede, at han ved en fejl havde byttet rundt på to næsespray, og derfor havde han indtaget det forbudte stof ved en fejl. CAS skriver i begrundelsen for at give Mads Glæsner guldet tilbage, at de køber forklaringen om den ombyttede næsespray.