Mesterskabet er sendt til Herning, men oprustningen frem mod næste sæson er i fuld sving.

Og her tyder det også på, at det bliver et anliggende mellem FC Midtjylland og FC København, og i begge klubber er der travlhed frem mod at få en slagkraftig trup på plads før sommerferien. FCK har allerede præsenteret to nye ansigter, og FC Midtjylland meldes også tæt på offentliggørelse af tilgange.

Men det stopper ikke her, og BT giver dig her overblikket over, hvor de to mesterskabsrivaler forstærkes:

FORSVAR

Status: Det er ikke her, FC Midtjylland har størst behov for nyt blod, men der vil formentlig blive handlet ind alligevel, hvis Erik Sviatchenko får lov til at smutte.

Prognose: FC Midtjylland er i markedet efter en defensiv allrounder, der kan spille både 6'er-pladsen og i det centrale forsvar. Hvis Sviatchenko sælges, kan der blive hentet yderligere en stopper ind.

MIDTBANE

Status: Det er på kanterne, der skal ske noget. Pione Sisto ventes solgt for et voldsomt millionbeløb, og Sylvester Igboun var tæt på at forlade Herning i januar måneds transfervindue. Her sagde FCM-ledelsen nej til et tilbud fra Kina.

Prognose: Sylvester Igboun og Pione Sisto sælges, og to nye kanter hentes ind. Som BT kunne fortælle handler FCM i Austria Wien og lander den østrigske landsholdsspiller Daniel Royer.

ANGREB

Status: FCM har stor alsidighed her med tre kompetente folk i Urena, Pusic og Duncan. Det giver cheftræner Glen Riddersholm et stort offensivt råderum.

Prognose: Der skal komme et overraskende bud på Pusic eller Urena, før FCM handler her til forreste kæde.

FORSVAR

Status: Kevin Foleys kontrakt udløber, og Kris Stadsgaards kontrakt løber stadig, men stopperen ligner en færdig mand i FCK-regi. Desuden er der spørgsmålstegn ved 'Zanka'. Stopperen kom tilbage til FCK sidste sommer fra PSV, og skal københavnerne lave et pænt beløb på ham, så skal det være den kommende sommer. Det vil være overraskende for mange, men kan ske af økonomiske hensyn.

Prognose: Oplagt med endnu et lån af en alsidig forsvarsspiller og køb af en stopper, hvis der kommer et bud på 'Zanka', eller hvis Solbakken slet og ret vurderer, at der er behov for fire stærke stoppere i truppen.

MIDTBANE

Status: FC København mangler målfarlige og chance-skabende midtbanespillere, og nye kantspillere har høj prioritet. Rurik Gislason, der er arbejdsom, men for sjældent er involveret i mål, ventes at skifte. Der er spørgsmålstegn ved veteranen Christian Poulsen, hvis kontrakt udløber, og med status som ghanesisk landsholdsspiller kan der i ellevte time i transfervinduet komme et stort bud fra en Premier League-klub på imponerende Daniel Amartey.

Prognose: Kasper Kusk er hentet ind og yderligere en kantspillere i størrelsesordnen amerikanske Alejandro Bedoya ønskes.

ANGREB

Status: Cornelius' lange skadespause er en alvorlig streg i regningen for FCK's langtidsplaner. Uden den fysisk stærke angriber afhænger offensiven 90 procent på Nicolai Jørgensen. Lejesvenden Björn Sigurdarson har en købs-option, men FCK vil formentlig lade ham returnere til Wolves og satse på at islændingen falder i pris. Det er ikke sikkert, at det bliver til et gensyn med ham.

Prognose: Førsteprioriteten er en boksangriber med fysik. Formentlig leje for sæsonen og med et niveau, hvor Ståle Solbakken kan være tryg ved, at der bliver leveret de nødvendige mål. Drømmescenariet er tilgang af Nicklas Bendtner.