Nicklas Helenius' karriere begyndte med raketfart. Målene væltede ind, og han var en nationalhelt i Nordjylland. Meget er gået galt siden da. Nedture, depression og trænere, der ikke gav ham den tillid, han havde brug for.

I dag er nedturene vendt, og han er tilbage på toppen af Superligaen som topscorer.

Vejen dertil har været lang og bumlet. Nicklas Helenius fortæller historien i familiens hus i Trige ved Aarhus, hvor B.T. er inviteret indenfor.

Familien har lejet sig ind, mens han spiller i det midtjyske. De har også et hus uden for Aalborg, som venter på dem, når de er klar til at vende hjem til Nordjylland.

Foto: Byrd / Rasmus Laurvig
Vis mere

Den første nedtur af flere rammer i 2013 i det, der var tænkt som en drengedrøm, der gik i opfyldelse.

Helenius bliver solgt til Aston Villa i England efter nogle meget succesfulde år i AaB. Men efter kort tid i klubben bliver Helenius ramt af sit første og største bump i karrieren.

Han bliver syg. Det er depression. Manden, der altid havde troet på sig selv, har pludselig ikke længere samme mindset, og drømmen om det store udlandseventyr er vendt til en fiasko, der kan mærkes dybt ind i sjælen.

»Depressionen vil jeg helst ikke snakke så meget om. Det var, som det var. Det var andre omstændigheder end fodbold, der gjorde det. Det var en svær tid, og det vil jo fylde noget resten af dit liv, sådan er det. Det var en hård periode.«

»Jeg har lært meget af det, og det var uheldigt, jeg blev syg. Men jeg kender mig selv endnu bedre efter det.«

Angriberen forsøger at undgå at tænke over sygdommen, for det er vigtigt, hvis man ikke vil falde tilbage i den.

»Det er ikke noget, jeg er bange for at ende i igen, det tror jeg ikke på. Jeg tror på mig selv. Jeg tror på de ting og redskaber, jeg har lært om det og min familie. Jeg tror ikke, jeg kan blive syg igen. Hvis du går og tænker på, at det kan ramme dig igen, så bliver du ramt igen.«

Efter nedturen i Aston Villa vendte Helenius hjem til Danmark og tilbage til AaB, men det blev ikke nogen stor succes. Et skifte, som Helenius fortryder i dag.

Foto: Byrd / Rasmus Laurvig
Vis mere

»Hvis der er et sted, jeg elsker, er det jo Aalborg, men det var nok et forkert valg at skrive en kontrakt med AaB igen på det tidspunkt. Det var bare ikke et match.«

Efter et par år med lejeophold i tyske Paderborn og Silkeborg, hvor Helenius begyndte at finde sig selv, skiftede han til OB i 2017.

Her begyndte han for alvor at få gang i målscoringen igen under Kent Nielsen. Men da han blev fyret, og der kom ny træner til, stoppede Helenius med at spille, og karrieren ramte ind i endnu et bump.

I 2019 kom AGF så på banen. I den periode følte Helenius egentlig, at han byggede på fysisk, og han følte sig godt tilpas.

Han scorede også kontinuerligt, men endnu en gang måtte han på trods af det mest se fodbold fra bænken.

»De år, siden jeg vendte hjem til Danmark, var da vildt frustrerende. Igennem hele min karriere har jeg fået at vide, at jeg skal lave om på mig selv. Det gider jeg sgu ikke. Det er hårdt og skuffende ikke at spille hver weekend. Men så må man være sin egen bedste ven og ikke værste fjende.«

I vinteren 2021 får Nicklas Helenius så besked om, at han har lov til at kigge efter en anden klub.

Helenius tager fat i sin agent. 'Jeg har den endnu,' siger han.

Foto: Byrd / Rasmus Laurvig
Vis mere

Kent Nielsen er blevet træner i Silkeborg, og han hiver sin 'fortabte søn' til klubben. Matchet mellem de to bliver et vendepunkt i karrieren. Under Kent Nielsens vinger mærker den lange angriber den tro på ham, som han har savnet i flere år. Med tilliden kommer målene, der er strøget ind i netmaskerne på samlebånd.

»Man kan godt kalde det et comeback. Hvis man kigger nuanceret på, er det svært at sige. Jeg følte, jeg fandt et højt niveau i OB under Kent og også i AGF. Jeg har følt, niveauet var der, hvis jeg fik lov at vise det. I AGF har jeg jo bare ikke fået en længere periode.«

»Jeg har fundet mig selv mange gange, og så er der kommet et dyk og modgang, så er det svært at blive ved med at holde niveauet oppe og finde gejsten. Det her er absolut min bedste periode som fodboldspiller i meget lang tid.«

De gode takter har fået Helenius til at drømme om et sidste eventyr uden for Danmark.

»Den store drøm er at prøve en sidste udlandstur, og det ved Silkeborg også godt. Børnene har en god alder nu, men det skal føles rigtigt for mig, min familie og Silkeborg.«

Angriberen er også rimelig åben for de fleste muligheder, men enkelte steder kan han ikke se sig selv.

»Jeg skal ikke til Rusland, og Tyrkiet kan jeg heller ikke se mig selv i. Jeg vil på ingen måde udelukke USA, men det kan sagtens også blive i Europa. Og hvorfor ikke Japan eller Australien? Det skal bare føles rigtigt.«

Når de sidste mål er banket ind, og karrierens sidste kontrakt udløb, ved han, hvor familien ender. De skal hjem til deres hus i Frejlev, for Nicklas Helenius er aalborgenser, uanset hvor han spiller fodbold.