Jon Dagur Thorsteinsson var søndag aften tilbage i startopstillingen for AGF efter omkring halvanden måned ude af truppen.

Islændingen var glad for at være tilbage, men havde svært ved at sætte ord på, hvordan han mente, at AGF havde håndteret hele situationen omkring ham.

Her blev islændingen nemlig først sorteret fra truppen, da han og kubben ikke kunne blive enige om en kontraktforlængelse. Herefter lavede Thorsteinsson så et opslag på de sociale medier, hvor han sagde farvel til fansene – selv om han stadig var en del af klubben.

Noget, som han blev forholdt søndag eftermiddag.

Foto: Frank Cilius
Vis mere

»Det er et svært spørgsmål. Det ved jeg ikke. De tog beslutning, men i dag kan jeg sige, at når folk tager fejl, og de løfter hånden og siger, 'vi har lavet en fejl', så skal man rose dem for det.«

»Selvfølgelig, var jeg ikke glad for, hvordan de håndterede det. Jeg forventede det ikke, men det er gjort, og nu ser vi fremad. Timingen var mærkelig, og jeg har sagt til dem, jeg ikke forstod, at jeg var helt ude af truppen.«

Han tilføjer, at han faktisk er positivt overrasket over, hvordan han selv har håndteret situationen, og det er på trods af, at han har sendt lidt stikpiller på Instagram, hvor han lagde et billede op af en golftaske, da AGF skulle spille kamp med teksten 'Game Day'.

»Det var jo bare en joke, der var ikke noget seriøst. Det er nok bare mig, der er mig. Det har selvfølgelig været svært ikke at spille. Der har været op- og nedture, og det har været svært at finde motivation, men jeg har forsøgt at være så skarp som mulig.«

»Jeg synes, jeg har håndteret det ret godt og nok bedre, end jeg selv havde troet. Jeg kunne ikke gøre noget andet end at komme til træning, og gør det så godt som muligt.«

Thorsteinsson fik selv beskeden om, at han var tilbage i mandags dagen efter opgøret mod OB på Ceres Park.

»Jeg fik det at vide over telefonen. Stig (Inge Bjørnebye red.) ringede til mig, og vi fik en snak. Jeg havde talt med dem og fortalt dem, at jeg stadig gerne ville spille, da jeg stadig har kontrakt. Hvis de ville have mig til at spille, så ville jeg gerne det, og nu er jeg her i dag.«

Islændingen havde heller ikke selv forventet, at han skulle trække AGF-trøjen over hovedet igen i denne sæson.

»Jeg troede, det var helt slut. Jeg fik ikke tegn på andet. Så jeg troede det var slut. Jeg overvejede aldrig at sige nej, da Stig ringede.«

AGF skal forsøge at hente deres første sejr i ti kampe på søndag, når de tager imod Sønderjyske på Ceres Park.