Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

En møgbelortet Mercedes uden den store værdi, for dyr at reparere, og en spiller, som Esbjerg ’ikke får en skid ud af’.

Det er sådan, Esbjergs bestyrelsesformand, Kristoffer Jarl Kristensen, ser på klubbens salg af spillere, som eksempelvis profilen Ryan Laursen til OB.

Fynboerne betalte ifølge bulletinerne 1,5 millioner kroner for højrebacken, som Esbjerg for kun et halvt år siden afviste at sælge for seks millioner kroner til en udenlandsk klub. Læg dertil, at Esbjergs sportsdirektør, Ted van Leeuwen, i sit første transfervindue også har solgt rekord- og fem millionerkøbet Bjørn Paulsen til Hammarby for kun 1,6 millioner kroner, samt afhændet andre etablerede Superliga-spillere som Casper Nielsen og Daniel Stenderup.

Samtidigt er Leon Jessen stoppet med at spille, mens klubbens anfører, Jeppe Andersen, har ønsket luftforandring. Ind er i stedet kommet de i danske briller ukendte navne Konstantin Tsimikas og Otar Kakabadze.

De store forandringer i spillertruppen og den store profilflugt har mødt en del skepsis i det danske fodboldlandskab, men i dette interview med BT understreger bestyrelsesformanden, at der er fuld tiltro til, at Ted van Leeuwen har en vinderhånd og nok skal gøre kritikerne til skamme.

»Der skrives jo om, at der er rod og kaos, og jeg kan godt se, at det udefra ser sådan ud, men vi føler såmænd, at vi har rimeligt godt fat om det. Vi arbejder målfast mod det, vi skal, og der er en plan, som vi følger, og jeg føler, det går godt,« siger Kristoffer Jarl Kristensen.

Synes du også sportsligt, at det ser sådan ud med afgange af flere profiler?

»Vi har en dygtig sportsdirektør, og vi blander os i ikke i, hvad han laver. Ted van Leeuwen har tidligere bevist, at han er god til det, han laver, og det er han også godt i gang med at bevise i Esbjerg. Indtil videre sætter vi vores lid til det, og skulle det vise sig, at det ikke var det rigtige, så laver vi det om.«

Er du slet ikke bekymret over, at så mange profiler forlader jeres klub?

»Vi bekymrede os ikke, da man begyndte at købe en masse spillere, for vi fik en anbefaling om, at det var det rigtige at gøre. Det viste sig så, at det var det ikke. Dem, der var med til at træffe de beslutninger, er her ikke længere. Nu har vi ansat Ted van Leeuwen til at varetage de opgaver, og bestyrelsen vil ikke blande sig i hans arbejde. Det ville være fuldstændigt vanvittigt af os at træffe ukvalificerede beslutninger hen over hovedet på Ted van Leeuwen, når vi har ansat ham til en frygtelig masse penge for netop at gøre det. Nu har vi fundet en, som hårdt og kynisk arbejder med tingene, og det stoler vi på.«

Men er du ikke med inde over salgene af eksempelvis Ryan Laursen og Bjørn Paulsen?

»Jo, men jeg har ikke forstand på fodbold. Før jeg indtrådte i bestyrelsen i EfB, havde jeg ikke set en fodboldkamp eller ejet et par fodboldstøvler, men til gengæld ved jeg en masse om ledelse.«

Er det så god ledelse, at I har ’tabt’ penge på en spiller som Ryan Laursen, når han for et halvt år siden kunne sælges for seks millioner kroner, men nu ryger for blot halvanden million?

»Vi er i en situation, hvor vi skal til at spare på pengene, fordi vi for ganske kort tid siden brugte mange penge på noget, der ikke virkede. Det kan godt være, at vi har en flot og forkromet Mercedes ude på parkeringspladsen. Hvis den ikke kan køre, og den er for dyr at reparere, og vi ikke ved, om vi kan reparere den, men vi kan få én krone eller 1,3 millioner kroner for den nu i stedet for at betale en masse penge for, at den står ude på parkeringspladsen, så giver det mening at komme af med den.«

Sådan ser du på Ryan Laursen?

»Han har jo ikke spillet de seneste par år, og han er dyr at have siddende. Vi vil gerne slippe for hans lønkroner og finde nogen, som kan spille.«

Men han var jo fit, har bestået et lægetjek i OB og er på vej tilbage?

»Det kan jeg ikke vurdere. Men det er heller ikke kun os, der bestemmer. På et tidspunkt ophævede man jo stavnsbåndet,og hvis en medarbejder ikke ønsker at være i EfB, fordi det er mere interessant at være et andet sted, så kan vi ophobe nok så mange kontrakter, men hvis vi ikke får en skid ud af ham, så giver det ikke mening, at han skal være her længere.«

Følte du, at Ryan Laursen var en dyr Mercedes, som bare holdt stille på parkeringspladsen og bare ville væk for enhver pris?

»Det forholder jeg mig ikke til. Vi har ansat en dygtig sportsdirektør til at tage sig af at komme med anbefalinger, og når han kommer med dem, nikker vi til hans beslutninger.«

Gjorde I også blot det med salget af Bjørn Paulsen, der blev købt for fem millioner og solgt for kun 1,6 millioner kroner?

»Jeg vil ikke kommentere på tallene, men jeg kan konstatere, at vi har fået frigivet en del lønkroner, som vi kan anvende anderledes. Når den sportslige ledelse kommer til os og siger, at den godt ved, at vi ikke får det igen, som vi kunne have fået optimalt, men det er det bedste, vi kan, fordi vi har brug for det, så gør vi det.«

Hvordan giver det mening for jer, når de her spillere var dyre investeringer for jer?

»Fordi det første tab som regel er det billigste. Vi kan ikke blive ved med at hige efter at få en gammel Mercedes til at virke og putte flere og flere penge i den, når den bare bliver mindre og mindre værd.«

Men det er jo Mercedeser, der har bevist deres værd tidligere?

»Når de står funklende nye, og de spiller, så er de meget værd, men når de står ude og falmer og er møgbelortede, så er de ikke så meget værd.«

Føler I som klub, at det var de her spillere, og at de ikke kunne shines op i EfB?

»Jeg konstaterer, at vi indtil for ganske nylig lå sidst i tabellen. Nu skal vi op i tabellen, og det gør vi ved at få nogle spillere ind, som, vi mener, kan styrke holdet. Og for at få nogle ind skal nogle ud.«

De her spillere kunne ikke hjælpe jer op i tabellen?

»Jeg konstaterer bare, at efter at vi har fået en sportsdirektør ind, som tager fat om tingene, er vi langsomt begyndt at kravle op. Nu ligger vi ikke længere sidst, men tredjesidst. Vi kravler langsomt op. Og vi har tro på, at de ting, vi har gang i, fungerer. Og hvis det kræver, at vi tager et tab på nogle spillere, som ikke fungerer, så gør vi det.«

Så kører I gerne i en Fiat i stedet for en Mercedes?

»Ja, hvis Fiaten er hurtigere og passer bedre på parkeringspladsen, så gør vi det.«

BT har været i kontakt med Ryan Laursens bagland, men har fået at vide, at han ikke ønsker at udtale sig.

Andre læser også