FC Nordsjælland satte sig i vanlig stil på boldbesiddelsen og vandt 1-0, da Silkeborg kom på besøg.

Hjemmeholdet havde bolden det meste af tiden gennem opgøret. Alligevel var det Silkeborgs Nicolaj Agger, der efter to minutter fik kampens første mulighed. Efter en fin soloaktion sendte han et skud over mål.

Ellers var det primært hjemmeholdet, der havde teten. Derfor var det ganske fortjent, da Emiliano Marcondes bragte Nordsjælland foran 1-0 efter 34 minutter.

Anden halvleg fortsatte, hvor første halvleg slap, nemlig med FC Nordsjælland i kontrol. Hjemmeholdet spillede med stor tålmodighed og forsøgte at lokke Silkeborg fremad. Flere gange kom FCN frem til afslutninger, men den sidste skarphed manglede.

Silkeborg forsøgte at presse på til sidst i kampen. Bundholdet kom da også frem til en del chancer, som da Dennis Flinta var tæt på at finde en medspiller i feltet efter et skarpt indlæg. Kort efter sendte Jeppe Illum et farligt frispark indover, som var tæt på at blive opsnappet af en Silkeborg-spiller, men i sidste ende fik målmand David Jensen fanget bolden.

Herefter løb tiden fra Silkeborg, som dermed måtte se sig slået 0-1 af Nordsjælland.