Randers-træner Colin Todd tøver ikke med at udpege den skyldige spiller i trekantsdramaet med Jonas Borring og Christian Keller.

Der er efterhånden gået tre uger, siden BT kunne afsløre det spændstige trekantsdrama i den kronjyske Superligaklub Randers.

Sagen har siden påvirket fodboldklubben og ikke mindst de involverede parter. Balladen bestod i, at Christian Keller havde fundet sammen med holdkammeraten Jonas Borrings fraseparerede kone, og det vakte harme blandt holdkammeraterne. Sympatien lå hos Jonas Borring, mens Christian Keller mødte modstand og blev sendt ud af truppen af ’sportslige grunde’.

Den rutinerede Randers-træner, Colin Todd, har ikke lagt skjult på sin frustration over sagen. Englænderen har tidligere fortalt, hvordan han og spillertruppen har mistet respekten for Christian Keller.

I et nyt interview med BT kommer Randers-træneren imidlertid med sin helt igennem uforbeholdne mening, når talen falder på sagens skyldige person.

Hvordan har sagen påvirket dig?

»For at være ærlig har det været en svær tid for mig. Jeg har været træner i lang tid, og det er første gang, jeg oplever sådan en sag her. Og du ved… Der er en person, som er uskyldig, og en person som er skyldig,« siger Colin Todd.

Hvem er den skyldige person?

»Ja, det kan du fortælle mig; det bør du vide.«

Tjah, jeg har måske en idé om det.

»Jamen, hvem er det så?«

Er det Keller?

»Korrekt! Og jeg har naturligvis håndteret det på den bedste måde, jeg kan. Jeg har talt med ledere og trænere i England for at få nogle råd til, hvad jeg kunne gøre. Jeg vidste, hvad min løsning skulle være, og jeg har håndteret det på den måde, som, jeg mener, er mest rigtigt for denne fodboldklub.«

Tror du, at en sag som denne nogensinde kunne finde sted i England?

»Hvis det skete, ville den skyldige spiller blive suspenderet i to uger. Ledelsen ville have støttet op om træneren. Ingen tvivl om det.«

Er sagen den værste, du har oplevet i din lange karriere?

»Jeg har oplevet lidt problemer i omklædningsrummet, men ikke noget som det her, hvor det kan blive meget forstyrrende. Og det er, hvad det har været. Det har været meget forstyrrende for klubben og spillerne.«

Har du haft søvnløse nætter i forbindelse med sagen?

»Njah, jeg har ikke haft søvnløse nætter. Der er nogle bestemte ting i livet, som jeg sætter højt. Min troværdighed, min respekt, min værdighed. Det er alt sammen noget, jeg kommer til at tænke på. Der er ikke andre end mig i de sidste tre og et halvt år, der har skullet give en større mening om Keller. Og jeg tror, han har slugt det faktum, at han bestemt også har svigtet mig.«

Ifølge Randers-træner Colin Todd er Christian Keller den skyldige person i det store trekantsdrama.
Ifølge Randers-træner Colin Todd er Christian Keller den skyldige person i det store trekantsdrama. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Og hvad synes du om det?

»Jeg er skuffet. Min respekt for spilleren er ikke den samme, som inden det skete. Hvilket man ellers må forvente. Men folk må forstå, at kulturen kan være anderledes herovre i Danmark, men man må stadigvæk forholde sig til, hvad jeg føler. Og jeg er nødt til at have min troværdighed og integritet intakt. Jeg har behandlet sagen på den måde, som jeg finder mest rigtig.«

Hvordan føler du ellers situationen lige nu?

»Selv om der er kommet en løsning på Borring, så er Keller stadig i klubben, og han var den skyldige person. Jeg har helt bestemt min stolthed, værdighed og troværdighed intakt i omklædningsrummet. Hvad, der har fundet sted, har ikke været rigtigt. Hverken rigtigt for mig eller fodboldklubben, og jeg har været nødt til at tage nogle beslutninger.«

Har du nogen til at støtte dig i Danmark, er din kone stadig i England?

»Nej nej, hun er i Danmark her sammen med mig. Hun kom herover i meget god tid for at give mig noget støtte, hvilket var godt.«

Hvornår ankom hun så til Danmark?

»Hun har været her i to uger nu.«

Christian Keller har ikke spillet en betydende kamp for Randers, siden BT afslørede sagen for knap tre uger siden. I weekenden skal Randers møde OB på udebane i Superligaen.