Mustapha Bundu var ikke med på Ceres Park, da holdkammeraterne i AGF fik hængt medaljer om halsen for første gang i 23 år.

AGF-stjernen fra Sierra Leone var blevet ramt af coronavirus og måtte ikke deltage, så han sad derhjemme og fulgte med på tv – og det fik hele Danmark at se.

For Bundu var samtidig med på Zoom – programmet, hvor AGF's fans tuner ind virtuelt og kan komme med på storskærmen og vise deres opbakning.

Efter kampen, mens bronzejublen havde overtaget skuffelsen over nederlaget til Brøndby, kom Bundu frem på storskærmen til både holdkammeraternes og AGF-fansenes store jubel. Se det underholdende moment øverst i artiklen.

AGF fejrede bronzen på behørig vis på Ceres Park.
AGF fejrede bronzen på behørig vis på Ceres Park. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Den 23-årige AGF'er så ud til at være en anelse efter på sin egen skærm, for det så ud til at være en intetanende Bundu, der tonede frem på storskærmen og tv-seerne. Først efter en håndfuld sekunder så det ud til at gå op for ham, da han begyndte at vinke ned til computerkameraet derhjemme.

Og han var ikke glemt hos holdkammeraterne.

»Jeg er virkelig ked af det på hans vegne. Han er en fantastisk spiller og ikke mindst en fantastisk holdkammerat. Jeg havde virkelig undt ham, at han bare kunne have fået lov til at være med omkring det her. Jeg synes virkelig, det er synd for ham, at han skulle sidde isoleret hjemme. Det gør mig sgu lidt ondt. Det har han ikke fortjent,« siger Patrick Mortensen.

Men det var også det eneste, der kunne røre ved AGF-angriberens humør søndag – også selv om det endte med et nederlag søndag.

»Jeg tror, der gik 12,5 sekunder, og så havde jeg lagt den skuffelse fra mig. Så var det vigtigt, at vi lige fik spredt det glædelige budskab, at folk skal være stolte og glade, selv om man godt kunne mærke, at der var nogle, der var lidt skuffede.«

»Jeg snakkede med Danny Olsen i Tivoli Friheden forleden, og han sagde, at det var lige præcis derfor, han kom til klubben. For at opleve det her, men han fik aldrig lov til at opleve det. Det siger vel meget godt, hvor stort det egentlig er. Det skal vi nyde, men vi har kun et par timer til det, før vi skal se frem mod en vanvittig vigtig kamp på onsdag,« siger Patrick Mortensen.

AGF skal med tredjepladsen spille playoff om at komme i Europa League i næste sæson. De møder onsdag OB i et direkte opgør om den plads.

Nyheden om, at Mustapha Bundu var blevet smittet med coronavirus, kom frem onsdag, efter truppen var blevet testet dagen forinden. Han har derfor misset kampene mod både FC Nordsjælland og Brøndby i den forgangne uge.

AGF meldte ud, at Bundu skulle være hjemme i syv dage gældende fra tirsdag 21. juli, og derfor er der en mulighed for, at han kan være med i onsdagens opgør.