Mandag aften stødte bundpropperne fra Vejle Boldklub og Lyngby hornene sammen i en direkte duel om at beholde pladsen i Superligaen. 

Her trak vejlegenserne det længste strå, og med tre point i bagagen, bevæger de sig nu over nedrykningsstregen i Danmarks bedste række. Lige for næsen af aftenens modstandere fra det kongeblå Lyngby.

B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge, har især bidt mærke i, at en ny lokal ejerkreds har gjort underværker for klubben fra Nørreskoven:

»Med det nye lokale ejerskab og den nye trænerduo er troen vokset dag for dag i Vejle. Og med en genfødt German Onugkha, som de rødes hærfører, er Vejle nu med to runder tilbage kravlet op på den rigtige side af nedrykningsstregen. Det er et mindre mirakel i trekantsområdet,« siger han.

Med aftenens sejr bytter Vejle BK plads med Lyngby, der nu står til at rykke ud af Superligaen. Men kun ét point deler de to mandskaber. Derfor er arbejdet langt fra færdigt for de rødklædte vejlegensere:

»Der venter to blodsmag-i-munden-kampe for Steffen Kielstrups tropper. Men i aftes blev der taget et kæmpe skridt,« fastslår han, mens han understreger, at Vejles Superliga-comeback har været en overraskelse - selv i hjembyen.

»Jeg har snakket med folk i klubben, der sagde, at resten af sæsonen handlede om at skabe et stærkt fundament, så man hurtigst muligt kunne rykke op fra 1. division igen,« siger han. 

Vejle møder i sæsonens sidste to kampe henholdsvis Viborg og Sønderjyske. Lyngby skal spille mod AaB og Sønderjyske.