En af OB's helt store profiler Rasmus Falk er blevet skadet under lørdagens træning. Klubben forventer dog, at han bliver klar til søndagens opgør mod Brøndby.

Rasmus Falk modtog en hård tackling under en dribletur. Han faldt efterfølgende uheldigt, så hans ene ankel fik et vrid.

Han forlod efterfølgende træningen på Bolbros baner for at blive kørt til klubhuset i Ådalen. Her blev han behandlet for det, der ifølge Sport Fyn umiddelbart lignede en ankelskade

OB's træner Kent Nielsen er dog fortrøstningsfuld forud for opgøret mod Brøndby.

»Jeg håber og tror på, det kun er et slag. Det smerter, men der kan ske meget på et døgn, og lad os nu se, om Rasmus (Falk red.) ikke spiller i Brøndby,« siger Kent Nielsen til Sport Fyn.

OB har også meldt ud på deres Twitter-profil, at de forventer, at Rasmus Falk er klar til at spille søndagens opgør efter sin slagskade.