Pengene siver ud af selskabet bag fodboldklubben OB. Regnskabet for 2013 ender med et minus på 25,7 millioner kroner.
Et sådan underskud kan ikke betegnes som andet end utilfredsstillende, og det er netop det ord, som Odense Sport & Event anvender til at beskrive deres økonomiske regnskab for sidste år.
- Der er ingen tvivl om, at det har været et par hårde år for virksomheden. Også hårdere end vi havde forventet, siger bestyrelsesformand Niels Thorborg i en pressemeddelelse.
Det er skuffende sportslige resultater samt transferaktivitet, som lægges til grund for det store underskud. Det forrige regnskab viste et underskud på 30,3 millioner, og dermed er 56 millioner kroner sivet ud af selskabet på to år.
- Det er et utilfredsstillende resultat, som vi tager alvorligt. Men Odense Sport & Event er i gang med en nødvendig rejse, hvor vi dels er i gang med at tilpasse vores omkostninger, og dels vil fokusere stærkere på den kommercielle del af virksomheden. Vi må også erkende, at en virksomhed som vores altid vil være påvirket af sportslige resultater og ikke mindst af transfermarkedet, siger Ole Bang Nielsen, administrerende direktør for Odense Sport & Event.