Lyngby Boldklub kæmper en dødskamp i disse dage. Alle administrative medarbejdere er blevet fyret, mens spillere og trænere inden for få dage kan begære klubben konkurs, hvis de ikke får udbetalt deres løn. Men måske er opstået nyt håb i en ellers sort tid.

Bestyrelsesformand Torben Jensen oplyser således til BT, at en tidligere potentiel investor atter har meldt sin interesse:

»Der er en købergruppe, som vi har genoplivet. De havde nogle krav, som vi nu prøver at imødegå,« siger han uden at komme nærmere ind på, hvilke krav der er tale om.«

LÆS OGSÅ Lyngby tæt på overlevelse efter dødsdans: 'Vi har to tilbud på hånden'

Da BT for 14 dage siden bragte et interview med Torben Jensen kunne han fortælle, at Lyngby var i forhandlinger med to potentielle købere. Men med den tidligere investorgruppes tilbagevenden er der nu tre købergrupper i spil.

»Lige nu er vi der, hvor vi har været et stykke tid. Vi afventer nogle ting. Det går lidt frem og tilbage. Mere kan jeg ikke sige,« siger Torben Jensen.

Han vil ikke kommenterer konkrete navne på de interesserede investorer, men BT har før afsløret, at den tidligere storaktionær i FC København og bestyrelsesformand i Brøndby, Aldo Petersen, er blandt dem.

Torben Jensen, hvor optimistisk er du i forhold til, om redningsaktionen lykkes?

»Jeg er forhåbningsfuld, men om jeg er optimist eller pessimist afhænger sgu lidt af, hvilken time du spørger. Vi bruger alle vores ressourcer på det.«

Kommer Lyngby til at spille forårets første kamp mod Brøndby 11. februar?

» Det er jo det, vi arbejder for. Så det håber vi, men det er meget svært at sige. «

Torben Jensen havde fredag morgen møde med samtlige nu tidligere ansatte, spillere samt spillernes fagforening, Spillerforeningen, hvor han informerede om forhandlingernes forløb:

»Alle medarbejdere har fuldstændig råt for usødet fået at vide, hvad der sker, og hvad der skal ske,« siger han.

ØVERST I ARTIKLEN KAN DU SE HIGHLIGHTS FRA LYNGBYS SENESTE SUPERLIGAKAMP