'Hvis du spiller med mig i morgen, så scorer jeg'.

Ordene kommer fra det 18-årige AGF-talent Frederik Ihler dagen før kampen mod FC Nordsjælland søndag.

De bliver sagt til cheftræner i AGF, David Nielsen, da holdet er på vej op for at spise frokost.

Og den unge spiller fik ret, da han i overtiden scorede til 2-2 for AGF.

»Jeg siger til David (Nielsen red.) på vej op til mad, at han skal spille mig i morgen, for så skal jeg nok score.«

»Jeg tror på mig selv, og jeg havde scoret for reserverne mandag. Jeg har arbejdet hårdt længe og følte, at det var min tur til at komme ind og score.«

David Nielsen var også meget begejstret for sin unge spiller efter kampen.

»Da han headede den ind, havde jeg problemer med at holde mig samlet. Det er specielt. De unge vil så gerne, og de får så få chancer. Et fantastisk mål for os som klub.«

Efter scoringen udvekslede han også et par ord med Frederik Ihler.

»Jeg sagde bare til ham, at det var klasse at melde det op til træneren, og så gør det. Der er ikke mange af hans typer tilbage. Det er kærkomment for AGF, at vi har sådan en spiller.«

»Han arbejder benhårdt, og er måske den største AGF-fan i Aarhus. Det kan jeg sige, for jeg har set ting med ham.«

Næste mulighed for Frederik Ihler til at komme på tavlen er på torsdag, når AGF møder Viborg FF hjemme på Ceres Park.